Fortsæt til indhold

Palle Hjelmsbo beholder sin BPA

Ankestyrelsen har godkendt Palle Hjelmsbos anke, så sagen skal køre om

Samfund
Kim S. Andersen

Palle Hjelmsbo, der er ramt af den uhelbredelige sygdom ALS, har fortsat sine egne hjælpere til at passe ham.
Det er resultatet af Ankestyrelsens afgørelse af sagen, hvor Aarhus Kommune vil erstatte den hjælp, den 48-årige mand fra Vejlby hidtil har fået i en såkaldt BPA-ordning, da kommunen mener, at Palle Hjelmsbo ikke længere er i stand til at fungere som arbejdsleder. Det har Palle Hjelmsbo bisidder, Egon Hjelm, klaget over til Ankestyrelsen og fået medhold i.
“Palle har stadigvæk sin BPA-ordning og må selv bestemme, hvem der skal hjælpe ham,” fastslår Egon Hjelm, som er formand for Dansk Handicap Forbund Midtvest-afdeling.
Lokalavisen har læst Ankestyrelsens afgørelse, der altså godkender Palle Hjelmbos anke, og han kan indtil videre fortsætte med sine egne hjælpere, som han er mest tryg ved.
Hos Aarhus Kommune bekræfter man afgørelsen:
“Det er korrekt, at Ankestyrelsen har godkendt Palle Hjelmbos anke med opsættende virkning. Det betyder, at Palle Hjelmbos BPA-ordning fortsætter, indtil der er truffet en afgørelse,” siger direktør for Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Erik Kaastrup-Hansen.

Ikke velbegrundet

Ankestyrelsen har besluttet, at Aarhus Kommune skal behandle sagen igen og træffe ny afgørelse, da det vurderes, at sagen ikke er oplyst tilstrækkeligt og har lagt vægt på, at der skulle have været lavet en høring af Palle Hjelmbos mor og Handicapformidlingens medarbejdere, da disse parter bestrider det, de er citeret for vedrørende Palle Hjelmbos evner som arbejdsleder. Derfor vurderer Ankestyrelsen, at Aarhus Kommunes afgørelse om at erstatte Palle Hjelmsbo BPA-ordning med anden hjælp ikke er tilstrækkeligt velbegrundet.
Kaastrup-Hansen oplyser dog samtidig, at Ankestyrelsen bekræfter Aarhus Kommune i, at den på baggrund af underretningerne var berettiget til at undersøge forholdene, og at arbejdslederansvaret ikke kan overføres til andre i en BPA-ordning.
”Aarhus Kommune tager Ankestyrelsens afgørelse til efterretning. Mens genvurderingen af Palle Hjelmbos evne til at varetage arbejdslederansvaret behandles, fortsætter BPA-ordningen. Alle relevante parter skal have mulighed for at udtale sig, før der træffes en ny afgørelse. Sagen skal derfor belyses og behandles igen. Det vil ske i tæt dialog med Palle Hjelmsbo og hans bisidder fra Dansk Handicapforbund. Vi skal fremadrettet have fundet en løsning, der tilgodeser, at opgaven som arbejdsleder ikke kan delegeres til andre. Det vil selvfølgelig også ske i dialog med Palle Hjelmsbo og hans bisidder fra Dansk Handicapforbund,” siger direktøren for Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse og tilføjer:
”Det er vigtigt at understrege, at spørgsmålet på intet tidspunkt har været, om Palle Hjelmbo skal have hjælp 24 timer, 7 dage om ugen, 365 dage om året, men om det fortsat kan foregå som en BPA-ordning”.

En konkret plan

Aarhus Kommune vil nu tage kontakt til Palle Hjelmsbo og bekræfte overfor ham, at BPA-ordningen fortsætter uændret. I bekræftelsen vil også indgå en invitation til at medvirke i den udredning, som man nu skal i gang med.
“Der vil blive lagt en konkret plan, der kan sikre en hurtig afklaring i sagen frem til en ny afgørelse om, hvorvidt Palle Hjelmsbo opfylder de lovbestemte krav til en BPA-ordning. Dette ikke mindst af hensyn til Palle Hjelmsbo og hans pårørende, så der kan komme ro om spørgsmålet,” fastslår Erik Kaastrup-Hansen.
Hos Palle Hjelmsbos bisidder og partsrepræsentant, Egon Hjelm, er man lidt tvivlende over for Aarhus Kommune:
“Jeg er spændt på, hvad Aarhus Kommune kan gøre mere ved sagen, da de jo så skal starte den op helt fra bunden igen, og det tror jeg, de får svært ved,” siger Egon Hjelm.