Fortsæt til indhold

Motorcykelræs med de ældre

De ældre i plejeboligerne i Tranbjerg har været på tur i Nimbus-motorcykler

Samfund
Camilla Olesen

Fire skinnende Nimbusmotorcykler står side om side. Tæppe og hjelm ligger klar i sidevognen. Nu mangler bare passagererne.
Det tager et lille stykke tid, inden de er blevet hjulpet ned i sidevognen. Vi er nemlig på Lokalcenter Tranbjerg, hvor fire motorcyklister fra Aarhuus Nimbusklub står klar til at give de ældre en noget anderledes oplevelse. De skal på tur rundt i lokalområdet i cirka et kvarter.
84-årige Esther Engbo Mikkelsen, kan dagen efter Nimbus-besøget fejre sin 85-års fødselsdag. Og hun glæder sig til en tur i sidevognen.
“Da min datter var tre-fire uger gammel, skulle jeg til min fars 60 års fødselsdag, og der sad jeg bag på en motorcykel og holdt hende i liften. Det var lidt nervepirrende,” griner Esther, inden turen med Otto Westergaard starter.
Da turen er slut, smiler Esther over hele hovedet.
“Det var da herligt. Jeg kunne godt tage en tur mere. Jeg synes, det er glimrende, at de gør sådan noget her,” siger hun.

Stor glæde for alle

Hun er ikke den eneste, der er glad efter turen med vind i håret.
“Vi gør det, fordi det er sjovt og for at gøre en lille forskel for nogle, der ikke oplever så meget hver dag. At se deres glæde bagefter er nok til, at vi kommer igen næste år,” siger Otto Westergaard, og det er Søren Kristensen enig i.
Sidste år fandt han på idéen sammen med lokalcenteret, og nu har det været så stor en succes, at det bliver en tradition.
“Det er dejligt at gøre noget godt for andre,” siger Søren Kristensen.
Og det er lige præcis essensen i, at arrangementet er blevet til.
“Sidste år prøvede vi det for første gang, og der var kun store smil, og alle var glade, og derfor har vi gjort det igen i år,” siger formand for beboerpårørende-rådet Peter Sørensen og fortsætter:
“Det er dejligt at se, at glæden er så stor, og at der sker noget, for nogle af de ældre, der ofte bare sidder i sin bolig, hvor der ikke sker så meget. Det er for at gøre noget anderledes og give dem en anden oplevelse end de traditionelle som en køre- eller gåtur.”

De ældre fra Lokalcenter Tranbjerg fik en tur rundt i lokalområdet.
Når man sidder i kørestol, er det ikke så nemt at komme op i en motorcykel, men tålmodighed og samarbejde hjælper.