Fortsæt til indhold

5001 kilo batterier indsamlet i Favrskov

Samfund
Arkiv

Børnehavebørn og de yngste skoleelever i Favrskov har i forbindelse med Favrskov Forsynings kampagne ”Brug Batterierne” samlet 5.001 kilo ind. Særligt Korsholm Skole (7,6 kilo pr elev)og Børnehaven Engly 7,7 kilo pr. barn) udmærkede sig ved at samle ekstra mange batterier ind og blev vindere af Den Store Batteridyst.
Her var præmien et magisk trylleshow med tryllekunstneren Trylle Ole.
“Inden kampagnen blev skudt i gang, havde vi udstyret de deltagende institutioner og skoler med beholdere til at samle batterierne i. Men allerede efter den første uge kun-ne vi se, at det slet ikke var tilstrækkeligt. Indsamlingen er gået over al forventning og det har været fantastisk at se, at både børn, pædagoger, lærere og forældre er gået til opgaven med stor entusiasme,” fortæller Jonas Roland Pedersen, kommunikations-medarbejder i Favrskov Forsyning og projektleder for kampagnen.
Udover Den Store Batteridyst bestod kampagnen af noget materiale, der i børnehøjde informerede om tunge emner som affaldssortering, ressourcetankegang og genanvendelse.
“Vi har lært, at man ikke må smide batterier i naturen. Vi troede ikke, at batterier var så giftige, og vi troede at man godt kunne smide dem i skraldespanden. Men det må man altså overhovedet ikke,” siger Johanne, Kristine, Laura og Kamille fra Haldum-Hinnerup Skolen.
“Vi har også lært at batterikage smager rigtig godt, tilføjer Johanne med et stort smil på læben.” Haldum-Hinnerup Skolen var heldige at vinde batterikager i forbindelse med kampagnen. (billedet).
Ifølge Morten Bonde, pædagog på Haldum-Hinnerup Skolen, har batterikampagnen været et godt forløb.
“Det har været sjovt at være med til, og det er et spændende og relevant tema at køre med børnene. Derudover har det været overvældende at opleve, hvor mange batterier vi har fået samlet ind.”
I alt har syv skoler og ni børnehaver fra Favrskov Kommune deltaget i Brug Batterierne kampagnen, der kørte i perioden fra 1. maj til 1. juni 2014. Batterikampagnen efterføl-ges af en indsats målrettet samtlige husstande i Favrskov Kommune. Her vil der være fokus på indsamling af både batterier og småt elektronik.