Fortsæt til indhold

Ny sparekasse lægger vægt på de gamle dyder

Sidst på sommeren åbner Middelfart Sparekasse en afdeling i Hørning

Samfund
Grethe Bo Madsen

Sparekasse Gamle dyder som ordentlighed, personlig service og tilgængelighed fremhæves, når Middelfart Sparekasse skal fortælle om sig selv. Nu er sparekassen parat til endnu et erobringstogt, og sidste på sommeren vil en afdeling åbne centralt i Hørning med et team af lokalkendte medarbejdere.
”Hver åbningsdag i 2013 kunne vi byde mere end 30 nye kunder velkommen. Vi er et pengeinstitut med en god soliditet og et stort indlånsoverskud. Vi opfylder alle Finanstilsynets krav og er vurderet til at være et
robust pengeinstitut. Den markante kundetilvækst er ikke mindst et resultat af et stærkt fundament, baseret på nærhed og fokus på klassiske dyder som ansvarlighed og ordentlighed. Vi går muligvis lidt imod strømmen, når vi vægter tilgængelighed højt, men for os er det vigtigt, at vi har mennesker klar til at servicere både erhvervs- og privatkunder på alle fronter – både i kassen, digitalt og i det personlige møde," siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.
Middelfart Sparekasse har i 2013 åbnet afdelinger i både Esbjerg og Aarhus, og det er erfaringer her fra, der nu resulterer i endnu en afdeling.
”Hørning er en spændende by i vækst, og jeg føler mig overbevist om, at der vil blive sat pris på et lokalt forankret pengeinstitut i byen," mener Martin Baltser, der begrunder valget af Hørning begrunder med, at byen har en god geografisk placering tæt på Aarhus, en god infrastruktur og gode bosætningsmuligheder.
"Det er en by i udvikling, og specielt børnefamilier tiltrækkes af byen. Det giver Middelfart Sparekasse et økonomisk, attraktivt fundament for etableringen af afdelingen i byen," forklaer han.