Fem fede VM-apps
Tipsbladet.dk bringer et overblik over fem fine applikationer, man bør downloade til sin smartphone i forbindelse med VM
VM i fodbold kommer ikke kun til at foregå på fodboldbanerne i Brasilien. Fos os der ikke skal af sted til Sydamerika, kommer VM-feberen til at rase herhjemme, hvor tv-skærmen naturligvis bliver den foretrukne bonkammerat under slutrunden, men også andre platforme kommer i spil.
Er man den lykkelige ejer af en smartphone, vil denne uundgåeligt også komme i brug, og derfor bringer tipsbladet.dk her et bud på nogle af de bedste VM-applikationer, der er gode at downloade i forbindelse med slutrunden.
OneFootball Brasil
Glimrende overblik over grupper, trupper, facts og nyheder. Desuden en glimrende feature med kort profil på alle spillere inklusiv integreret Twitter-feed hos de, der har en Twitter-konto. Indeholder også en livescore-funktion, ligesom man kan tilføje sit favorithold under VM. Den bedste VM-app, denne skribent er stødt på.
FIFA
FIFA's officielle app er naturligvis fyldt med nyheder, informationer, baggrundsstof og overblik. Den rummer også guides til værtsbyer og stadioner, hvis man er så heldig at skulle af sted til Brasilien. Et minus er de features, der ikke har med VM at gøre – det har man ikke brug for – samt det faktum, at man ikke kan se VM-trupperne i applikationen.
ESPN FC & World Cup
Det er ikke en decideret VM-app og rummer derfor også andre turneringer. Man skal dog blot trykke sig ind på VM-universet, der er simpelt, men godt. Der er nyheder, kampprogram og livescore, men ingen trup-overblik og andet baggrundsstof. Det savner man lidt.
Sofabold
Ikke en decideret VM-applikation, men et rigtig godt værktøj. Hvis man som denne skribent gerne vil have alle VM-kampe plottet ind i sin kalender, er denne app et must. Man får et fint overblik over, hvornår kampene spilles – og på hvilken tv-kanal de vises. Glimrende.
ThinkToScore
Til sidst et lille stykke reklame: Denne app er en rendyrket quiz-app, hvor vi på tipsbladet.dk har bidraget med en bunke spørgsmål i den særlige VM-kategori. Der er masser af fodbold-spørgsmål, som man kan udfordre vennerne i, når der er pause i VM-programmet. Sjov underholdning.