Fortsæt til indhold

Friskole fylder 30 år

Friskolen i Hinnerup fejrer dagen med cirkusskole og fest

Samfund
Kian Johansen

Flyvende Kuffert børneteater og cirkusskole bliver en del af trækplasteret, når Hinnerup Friskole i Norring fejrer 30 års fødselsdag lørdag 21. juni. Alle er velkomne fra 11.00-16.00.
Siden den spæde start med kun 19 elever i 1984 er Friskolen vokset støt og roligt, så den nu er fuldt udbygget med over 140 elever og mere end 15 ansatte. De fysiske rammer på den gamle Østergård er blevet udbygget efterhånden som behov og økonomi har tilladt det, fortæller skoleleder Kim Pedersen.
Takket være en stor forældreindsats kom en idrætshal til i 2001 og senest er køkkenet blevet fuldt moderniseret.
“I det hele taget spiller forældrene en vigtig rolle i skolens drift og udvikling. Det er deres skole, og medejerfornemmelsen giver en sund grobund for aktiv deltagelse og medbestemmelse i børnenes skolegang, “ fortæller Kim Pedersen om hvorfor skolen stadig har succes.

8. klasses ven

Skolen bygger ikke på nogen bestemt ideologi, men et væsentligt mål er, at eleverne skal føle sig som del af et fællesskab, hvor der er plads til alle. Derfor gøres der meget ud af, at de større elever tager ansvar for de mindre. Allerede før et kommende skolebarn begynder på skolen, får han eller hun tildelt en ven i 8. klasse, som er det faste holdepunkt de første år på skolen.
En anden vigtig livsnerve igennem skolens dagligdag er, at børnene på skift deltager i den daglige madlavning.
Desuden er der masser af emneuger og projekter på skolen, hvor alle elever samarbejder på tværs. Da skolen tilbage i 1984 blev stiftet af en flok lokale ildsjæle var det ud fra et ønske om at skabe en lille skole, hvor der kan tages hensyn til det enkelte barns forudsætninger og parathed.

Cirkus og gøglere

Til fødselsdagen er eleverne i centrum, da der fra klokken 11.00 er officiel fejring af 'fødselaren'.
Derefter er der Den flyende kuffert, cirkusskole og underholdning med gøglershow, leveret af de mellemste elever.
Om aftenen er der spisning og underholdning for nuværende og tidligere friskole-folk. Her vil bands med relation til friskolen levere en del af underholdningen, mens der også sniger sig en lille forældrerevy ind.