Et fæstningscenter
Et center til formidling, oplevelser og forskning vil være det helt rigtige til Fredericia, mener landskomite
Prinsessens Bastion på Fredericia vold står efterhånden bevæbnet og renoveret, som den så ud umiddelbart før udfaldet 6. juli 1849.
Med hjælp fra Augustinus Fonden og Artilleriregimentet kan Landskomiteen til renovering af Fredericia Vold næste sommer præsentere de sidste tre kanoner. Dermed er komiteen nået gennem sin egen arbejdsplan. På nær én ting.
“Der er kun ét punkt tilbage i planen. Men det er også et stort et,” siger pensioneret generalmajor Ib Bager, der først på året overtog formandsposten i komiteen.
“Det sidste punkt er et fæstningscenter - eller måske er det bedre at kalde det et historisk og kulturelt formidlingscenter,” siger han.
Han mener, at sådan et center bør placeres i Bülows Kaserne, som alligevel snart står tom.
“Rømningen af Bülows Kaserne er en helt unik chance for at etablere fæstningscenteret det bedst mulige sted,” siger han.
Det handler om penge
Landskomiteen har flere grunde til at pege på kasernen.
For det første er bygningerne snart tomme. For det andet er de i god stand og delvist nyrenoverede. For det tredje er de indrettet, så de er klar til lejrskoler, eksperimentarium, kontorer, it og meget andet. Og for det fjerde må bygningerne ikke bruges til liberale erhverv eller boliger.
Den største hindring er heller ikke penge til etableringen, vurderer Ib Bager.
“Jeg tror på, at vi kan skaffe fondsmidler - forudsat, at driften er på plads,” siger han.
Forudsætningen for et fæstningscenter er altså driftsmidler fra Fredericia Kommune.
“Og i denne sparetid kan jeg godt forstå, at kommunen overvejer tingene grundigt og tænker sagerne godt igennem. Det er det helt rigtige at gøre,” siger Ib Bager.
Ifølge hans beregninger kan der drives fæstningscenter for 4,5 millioner kroner om året.
“Først når driftsmidlerne er klar, kan vi hente fondsmidler hjem til etableringen. Og fonde giver aldrig penge til drift,” siger han.
God forretning på sigt
Hvis fæstningscentret etableres med lejrskole-mulighed, virtuelle skyd-med-forskellige-kanon-funktioner, genopførelse af slag, forskning og meget andet, vil det på sigt blive en god forretning, mener Ib Bager.
“Historiecenter Dybbøl Banke er stort set selvbærende økonomisk, fordi deres forretningsmodel holder. Vi mener, at fæstningscentret vil kunne bære sig selv efter fem-seks år. Samtidig vil centret genere turisme og meget andet,” siger han
Umiddelbart kunne man tro, at Ib Bager og Landskomiteen var utålmodige. Men nej.
“Historien forsvinder jo ikke. Heller hvis det tager tid at komme i gang,” siger Ib Bager.