Gymnasieelever samler penge ind
Elever fra Munkensdam har taget arbejdshandskerne på
De har ryddet op efter afdansningsbal, gået rundt i Bilka klædt ud som aben Rynke fra Rynkeby reklamer, solgt lodder for Røde Kors, været vagter ved Kolding Lysfestival og vartet ansatte fra Rema 100 op til en firmafest.
Eleverne fra 1.X på Munkensdam Gymnasium tager næsten imod alt det arbejde, som de kan rage til sig i disse tider.
Grunden er, at eleverne er gået i gang med at samle 120.000 kroner ind, som skal gå til en studietur til New York og Washington i 2015.
“Vi vil gerne et vildt sted hen og ikke bare Prag eller Berlin, som man jo plejer at tage til. Så fik vores lærer idéen om, at vi skulle til New York og selv samle pengene ind. Den var vi ret hurtigt med på”, lyder det fra Christinna Ladegaard fra 1.X, som forklarer, at hele klassen blev inddraget i beslutningen om, at der skulle knokles for en god studietur.
Når eleverne vil på en studietur, der koster over 3500 kroner pr. person, kan man ikke kræve, at pengene kommer af egen lomme.
Derfor indsamler klassen pengene igennem arbejde.
Alle er med
Lokalavisen møder de fire elever, Christoffer Nørgaard Pedersen, Christinna Ladegaard, Peter Reusbech og Sofie Mangano på gymnasiet. Eleverne har læseferie, men har også deres kommende studietur i hovedet, hvor de allerede nu har samlet cirka 75.000 kroner ind.
“Vores deadline for at samle de 120.000 kroner ind er den 1. januar. Jeg tror godt vi kan nå det”, lyder det fra Peter Reusbech.
Eleverne fortæller, at hele klassen er med - og alle har været gode til at bidrage til fællesskabet.
“I starten var vi lidt nervøse for, om læsset bare skulle trækkes af en lille gruppe. Men folk har faktisk været rigtig gode til at være med og støtte op om det”, siger Sofie Mangano.
“Og så har vi ikke gået så meget op i om en tjener 100 kroner mere end den anden ind til turen”, siger Peter Reusbech.
Eleverne er ikke i tvivl om, at de får mere end bare penge ud af at samle ind til deres studietur på denne måde.
“Vi skaber jo et samarbejde og et sammenhold. Det er jo en sejr for os, hvis det her lykkes, og vi rent faktisk kommer afsted”, lyder det fra Christinna Ladegaard.
1.X mangler penge til deres studietur og vil gerne arbejde for det. Har du et job til de friske unge? Så kan klassen kontaktes på sofie.mangano1@hotmail.com