Fuld fart og sol over Favrskovs friluftsdag
Cirka 400 mennesker var søndag 15. juni mødt op til en solskinsrig friluftsdag på Bidstrup Gods.
Dagen var arrangeret af Favrskov Kommune som et led i arbejdet med kommunens friluftsstrategi.
Bueskydning, snobrød, vandreture, naturmotion, dyrevæddeløb og andre friluftsaktiviteter var trækplastret for de mange besøgende, der samtidig med oplevelserne kunne give deres besyv med til friluftsstrategien. Det kunne blandt andet lade sig gøre ved at komme med ideer til konkrete projekter og ved at dele et personligt yndlingssted.
Foreningernes friluftsliv
Cirka 40 frivillige viste, hvordan de bruger naturen som medlem af de deltagende foreninger.
Blandt andet deltog Danmarks Naturfredningsforening, hvorfra Torben Schach Møller stod klar til at hjælpe borgerne med gode råd til anlæg af nye ruter i kommunen.
"Vandre- og cykelruter bliver lettere til noget, når det er lokale folk, der tager initiativet. Det er min erfaring, blandt andet fra arbejdet med Favrskovruten, og jeg står her i dag for at dele ud af den erfaring," sagde Torben Schach Møller.
Tom Rask fra Favrskov Bueskytter opfordrede de besøgende til at møde op i foreningen med bue og pil.
"Bueskydning er ikke så udbredt en sport, men vi får nogle fantastiske naturoplevelser, så interesserede er meget velkomne," sagde Tom Rask.
Stor tilfredshed med dagen
Fra Favrskov Kommune var kultur- og fritidschef Ulla Egeberg meget tilfreds med udbyttet af friluftsdagen.
"Det gode vejr og de mange spændende aktiviteter viste kommunens friluftsliv fra den bedste side. Det betød en masse besøgende og heldigvis en stor lyst til at bidrage. Dagen viser, at friluftsliv er en vigtig del af mange borgeres liv i Favrskov Kommune. Det lover godt for fremtiden," sagde Ulla Egeberg.