"Det er ligesom en blind date"
FC Nordsjællands nye cheftræner glæder sig til at starte op på træningen på mandag
Mandag formiddag starter forberedelserne til næste sæson i Farum Park, hvor islændingen Ólafur Kristjánsson som ny cheftræner står klar til at modtage spillerne efter sommerferien.
FC Nordsjællands Superligaspillere afslutter i denne weekend sommerferien og møder mandag morgen ind på Farum Park til de første forberedelser frem mod den nye sæson, der starter allerede fredag 18. juli på hjemmebane mod FC Vestsjælland.
Det bliver således FCN, der sparker den nye Superliga-sæson i gang, og der er ekstra grund til at være velforberedt til premieren, for netop FC Vestsjælland var en drilsk modstander i sidste sæson, hvor det ikke lykkedes nordsjællænderne at besejre oprykkerne fra Slagelse i nogen af de tre indbyrdes opgør.
Det er ikke kun cheftræneren, der er nyt ansigt i Superligatruppen, når det går løs mandag morgen. På spillerfronten er der tilgang af en hel stribe årgang 95-spillere, der bliver rykket op fra det succesrige U/19-mandskab.
Emiliano Marcondes har trænet fast med Superliga-truppen hele sidste sæson, mens en række andre af U/19-spillerne har trænet med Superligaen jævnligt. Nu får yderligere fem af disse en fast plads i Superligatruppen. Det er den islandske målmand Runar Alex Runarsson, Nicklas Mouritz Mouritsen, Mikkel Jensen, Mathias Hebo Rasmussen og Johannes Ritter.
FC Nordsjælland har desuden haft to spillere udlejet, Nichlas Rohde til AB og Mark Gundelach til SønderjyskE, og begge disse lejekontrakter udløber, så de er tilbage i FCN-regi.
Den nye cheftræner glæder sig selvfølgelig til at komme i gang med sit nye job.
"Det bliver spændende. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg vil observere, kigge på og lære spillerne at kende. Det er jo ligesom en blind date. Man skal lige lærer hinanden at kende", siger Ólafur Kristjánsson, der ikke har planer om at lave om på det hele.
"Det bliver ingen revolution. Man skal have respekt for, hvordan tingene er blevet bygget op, men det er da klart, at jeg har min egen mening om tingene", siger den nye cheftræner.
Første træningsdag på mandag vil bestå af velkomst, orienteringsmøder samt en hel række indendørs tests. Derfor er truppen først at finde på træningsbanen tirsdag, hvor Ólafur Kristjánsson altså står i spidsen for FCN-truppen for første gang.