Fortsæt til indhold

Hue, champagne og langstilkede roser

Et af de steder, hvor der i denne uge uddeles huer i mange farver og størrelser, er på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse. Lokalavisen var med da de første blev sat på.

Samfund
Grethe Bo Madsen

Når det gælder studenterhuer holdes der godt fast i de gamle traditioner. Og en lang tradition er det, at den første, der får sin studenterhue sat på hovedet, hejser skolens dannebrog til stor glæde og stolthed for ikke mindst far og mor, og hvem der ellers er mødt op med roser og champagne.
På Skanderborg-Odder Center for Uddannelse er der HHX, HF, HF enkeltfag og HG, og skolens pedeller har haft travlt med at hjælpe de unge i korrekt flaghejsning.

HF-student Signe Søbye Carstensen

Signe Søbye Carstensen blev færdig med HF enkeltfag med et 7-tal.
”Jamen, først skal jeg jo hjem – min familie har champagne og brunch på bordet. Herefter tager jeg til Australien og besøger min søster. Om jeg skal videreuddannes dér eller her ved jeg ikke. Der er så mange muligheder”

Sådan skal det gøres. HF-Huen er i hus med et 7-tal til sidste eksamen.

HHX student Andreas Christian Nedergaard

Første HHX-student var Andreas Nedergaard, og han fik hjælp til at hejse flaget af af rektor Hanne Jordansen Bjerregaard.
”Jeg sluttede med et 4-tal, og nu skal jeg hjem og fejre huen med min familie og min kæreste. Senere tager jeg til Tyskland og skal arbejde et års tid. En slags faglig sabbat inden jeg kommer hjem og læser videre,” smiler Christian.

Andreas Christian Nedergaard Hejste flaget for HHX'erne - og fik hjælp af rektor Hanne Jordansen Bjerregaard
HHX student Andreas Christian Nedergaard sammen med rektor Hanne Jordansen Bjerregaard

HG-student Daniel Andersen

Daniel Andersen sluttede sin to-årige HG med et 7-tal og fik en blåt-matchende buket af sin studievejleder, Bodil Schmidt-Jensen.
”Yes – jeg er grydeklar til min elevplads. Først skal jeg lige dele en flaske vodka med vennerne, men fra september starter jeg på JYSK i Egå,” fortæller han godt tilfreds.

HG-student Daniel Andersen har lærepladsen i hus. Til september starter han hos Jysk i Egå.

HF-student Sylvester Brandt Andersen

En stolt mor fik lov at sætte huen på Sylvester Brandt Andersens gyldne lokker. En smart HF-hue i et hjemmegjort og anderledes design.
"Jeg sluttede min to-årige HF af med et 4-tal og det skal da fejres med alle derhjemme. Efter ferien skal jeg lige tjene nogle penge i den Gamle By i Aarhus. Og til november tager jeg så til Norge, og når jeg engang kommer hjem, så... – ja, så må vi se,” griner han.

Sylvester Brandt Andersen blev færdig med den to-årige HF. Det blev markeret med en smart og anderledes HF-hue.