Fortsæt til indhold

Fokus på udvikling gav succes

Skiltefirmaet Prodesign AS valgte helt bevidst at satse på udvikling, da finanskrisen i sin tid satte ind. Det gav pote.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Da finanskrisen ramte Danmark med et brag for nu seks år siden, holdt telefonerne holdt op med at ringe hos Prodesign AS fra den ene dag til den anden.
I mange år indtil da, havde folieindpakning af biler udgjort den største del af forretningen hos Prodesign, men markedet for dét blev sat på vågeblus i samme øjeblik som krisen indtog landet.
Prodesigns ejer, Brian Henriksen gjorde sig, som mange andre virksomhedsejere, overvejelser om hvad der kunne gøres for at sikre virksomhedens overlevelse, og det tog ham ikke lang tid at komme til den slutning, at der måtte investeres og tænkes i udvikling, for at komme videre.
Første skridt i retning af udvikling var at opkøbe produktet Sunflex, som er solgardiner med solfilm. Hvert gardin tilpasses individuelt til hvert vindue, og hér opsætter man i dag solgardiner i både bygninger og på skibe over hele landet.
- Det var en god investering, for det gjorde at vi i de år hvor krisen gjorde allermest ondt, kunne bygge en ny del af virksomheden op omkring et enestående produkt, med et kæmpe potentiale, fortæller Brian Henriksen.
Samtidig valgte man i skiltedelen af Prodesign, at se på nye produkter, som kunne udvide sortimentet og dermed omsætningen.
Det betød, at der også her var behov for at investere i en bredere og større maskinpark som gjorde, at man nu kunne tilbyde kunderne en meget bredere palette af skilteprodukter på hylderne. Samtidig lavede man en ny hjemmeside, investerede i coaching af personalet, og arbejdede også med prisparametret.
Før havde man kun tilbudt de dyre løsninger - nu begyndte man at tale fra-priser, og det betød at kunderne fik øjnene op for, at der måske var en grund til at man betalte lidt mere.
For med den dyrere løsning følger også bedre kvalitet og længere holdbarhed, og det valgte mange kunder nu til, fremfor at spare lidt.
Og resultaterne begyndte hurtigt at vise sig. Omsætningen steg og flere kunder kom til, og de satte pris på den personlige rådgivning, som vægtes højt hos Prodesign.
Selvom vi også har flere webshops som retter sig mod både privatmarkedet og mindre erhvervsvirksomheder, så vil vi altid prioritere det personlige møde med kunden højt.
Vi tror nemlig på, at de bedste løsninger nås, når man har et personligt møde med kunden, hvor ønsker og behov kan afdækkes, siger Brian Henriksen.
For to år siden flyttede Prodesign til nye lokaler på Roskildevej i Albertslund, som i dag fremstår som et moderne skiltehus med både produktion, showroom, mødelokaler og administration. En flytning som i følge Brian Henriksen var den helt rigtige.
- Vi har fået nogle fantastiske lokaler at drive forretningen i. Her er både lys og plads til at samle produktion, lager, mødelokale og showroom, og det er selvfølgelig en stor fordel at have det hele samlet, siger han.
Siden da er det blevet til mange flere investeringer, specielt i maskinparken, hvor der fx. er kommet en storformatprinter til, hvorpå der kan printes i helt op til 2 x 3 meter, og 50 mm i tykkelsen.
- Storformatprinteren giver virkelig nogle spændende muligheder. Den kan printe på stort set alle materialer og giver nogle sjove opgaver, fortæller han.

Skilteproduktion er mange ting

Der laves stadig en del folieindpakning af biler hos Prodesign, men i dag har skilteproduktionen mange andre vinkler.
Udover traditionel skilteproduktion laver man fx. også LED-lysskilte og mange typer af printopgaver til opklæbning på vægge, vinduer m.m.

På storformatprinteren kan der printes på mange forskellige materialer, i helt op til 2 x 3 meter og 50 mm i tykkelsen.

Det har betalt sig at investere

Resultatet af at satse på udvikling har altså dermed været til at få øje på hos Prodesign.
Både omsætning og medarbejderstab er blevet fordoblet siden 2008, og ifølge Brian Henriksen er der masser af mod på fortsat at udvikle forretningen.
- Det kræver at man gør noget for at få et udbytte. Derfor vil jeg altid se positivt på at investere, for at kunne opnå en udvikling der kan bidrage til bedre resultater, siger Brian Henriksen.

Solgardiner med solfilm produceres for kunderne, så de passer til hvert enkelt vindue de skal opsættes i.