Her runder Tesgaard 3.656 kilometer på cykel
Klokken er godt 6.30 i USA, hvor danske Anders Tesgaard lige nu tramper i pedalerne.
Det har han gjort siden tirsdag i sidste uge, og han har nu 1.000 kilometer tilbage, hvilket betyder, at han har cyklet godt 3.800 kilometer.
"Nu skal vi bare have skudt ham i mål, om han så skal kravle overstregen," lyder det fra Michael Pedersen fra følgebilen.
Han og resten af Tesgaard teamet, Team Handelsbanken, er også på arbejde for at holde kraftværket, der til daglig er gymnasielærer i Esbjerg, flyvende.
" Anders har for længst kørt en HEL TOUR DE FRANCE!! Men det har vel og mærke været uden hjælp fra holdkammerater, så der kan draftes, uden hotel ophold, uden hele hviledage, uden kæmpe buffeter og så har han ikke brugt 20 dage på at køre de 3656 km," siger Michael Pedersen og fortsætter:
"Han har kørt det som enkel-mands præstation, og hans hvil består af power-naps på græsset i vejkanten, maden består af bl.a. kartoffelmos som klemmes ud af en frysepose. Men han fortsætter bare sin vanvittige seje kamp mod Annapolis og de godt 4.800 km," fortæller Michael Pedersen.
Anders Tesgaard er netop nu på 4. pladsen med 50-60 km op til italieneren, men det tager man stille og roligt, for der er trods alt langt endnu.
"Vi rammer nogle bjerge på de sidste 500 km, hvor der er gode stigninger, og der er Anders rigtig stærk. Det afgørende er, hvor mange hvil han skal bruge de sidste godt 1000 km," siger Michael Pedersen, som samtidig giver en melding fra Anders Tesgaard selv:
"Han siger hils hjemme."
Det er hermed gjort, og hilsenen går ud til alle, der følger stålmandens kamp mod kontinentet på sin cykel...