Fortsæt til indhold

Enestående teamwork

Samfund
Per Møller

STADIONPROJEKT: Per Bendix fra Bendix Consult ytrede på onsdagens pressemøde på Køge Rådhus sin glæde over det samarbejde han har mødt omkring projektet, siden Køge kommune i 2012 ansatte ham som konsulent på projekt Køge Park.
- Jeg har oplevet et enestående teamwork med Køge kommunes økonomiudvalg, byråd, forvaltninger, de mange kommende brugere af Køge Park og andre samarbejdspartnere der har været ind over i de nu snart to år der er gået siden vi startede op. Det vidner tydeligt om, hvor meget Køge og dens borgere vil dette projekt, sagde Per Bendix, der glæder sig rigtigt meget til de kommende måneders intense arbejde i plan 2 B, bl.a. samspillet med de to nye samarbejdspartnere SEB og DEAS, hvor de sidste brikker skal falde på plads, så tidslinjen der er lagt for projektet kan holde – hvilket vil sige med første spadestik senest i starten af marts måned.
- Jeg er optimist og tror på at vi får driblet projektet i mål – og kan foretage indvielse af stadion med HB Køge på den nye hjemmebane søndag den 7. august 2016 kl. 14.00, sagde Per Bendix.
Indvielsen af det samlede Køge Park er berammet til marts måned 2017.
Borgmester Flemming Christensen udtrykte også stor optimisme og han vurderer på nuværende tidspunkt at sandsynligheden for at Køge Park projektet går i mål er over 90 procent.