En rigtig Køgedreng fylder rundt
Køge Medie Centers direktør Jørgen Petersen fejrer 60 års fødselsdag fredag den 27. juni.
FØDSELSDAG: - Det skal handle om Køge, Køge, Køge. Det er det lokale, der skal fremhæves.
Sådan lød den præcise instruks for dette fødselsdagsportræt fra fødselaren selv. Han brænder for Køge, og han lægger ikke skjul på det, så selvfølgelig skal hjembyen gennem alle 60 år også spille en hovedrolle, når han selv fylder rundt.
Og det er også yderst vanskeligt at komme uden om, at Køge får en central placering i fortællingen. For det er ikke atypisk for ham, at en snak om hans fødselsdag meget hurtigt bevæger sig over i, hvad der er sket i byen gennem årene, og de flotte landvindinger der er gjort.
For eksempel lægger han ikke skjul på stoltheden over, at det lykkedes at få Køge udnævnt til Danmarks bedste Handelsby i 2010, og for et årti siden lagde han grundstenen til den stolte tradition, som Køge Festuge siden har udviklet sig til i form af en begivenhed, der samler hele byen.
Man kan hæfte mange titler på Jørgen Petersen. Direktør og ansvarshavende chefredaktør på Køge Medie Center, formand for Køge Handelsstandsforening, medlem af formandsskabet i Køge Erhvervsudviklingsråd, iværksætter og initiativtager til mange arrangementer og aktiviteter. Men mest dækkende er måske alligevel at kalde ham en rigtig Køgedreng.
Hovedparten af hans arbejdsliv er - som det er kendt af de fleste - lagt på Lørdags-Avisen, som han selv etablerede for over 30 år siden, og som lige siden har været en fast ugentlig kilde til lokale nyheder for mange tusinde mennesker. Succesen hviler på ét fast princip, som har holdt ved gennem alle årene:
- Det har altid været et grundprincip for mig, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Der har været rigtig mange, lange dage gennem årene, hvor det næsten ikke har kunnet betale sig at køre hjem, fordi der ikke var længe til næste arbejdsdag, men det har været sjovt, og der er en række medarbejdere, der har været med i mange år, så det kan jeg ikke være den eneste, der synes, siger han med et grin.
Jørgen Petersen har gennem mange år været et kendt ansigt i det lokale erhvervsliv, kulturliv og politiske liv. Mange kender ham desuden gennem avisens leder, som udover et bemærkelsesværdigt stort forbrug af citationstegn også er ramme om markante holdninger til små og store ting i den lokale hverdag - ofte med en snert af humor.
Mange har en holding til lederen, og den er ikke altid positiv, men sådan skal det være. Lederen skal skabe debat, og hvis man er utilfreds, så kan man jo bare starte sin egen avis og skrive sin egen leder, som han plejer at sige med et glimt i øjet.
Ville have været tandlæge
I virkeligheden var det lidt af en tilfældighed, at Jørgen Petersen overhovedet havnede i avisbranchen. Han har blandt andet en fortid som skolelærer, postbud og bager - det var her, maven blev grundlagt, griner han - inden avisbranchen trak i ham. Og i virkeligheden ville han meget hellere være tandlæge, dengang hverdagen blev tilbragt på skolebænken på Brochmands Skole.
- Jeg har altid drømt om at blive tandlæge, men jeg blev grebet af skriveriet. Da jeg skulle i erhvervspraktik i 1. real, så var førsteprioriteterne pilot og tandlæge, fortæller han.
Men han kom i erhvervspraktik på avisen Aktuelts Køgeredaktion som 14-årig, og arbejdets høje tempo og spændende karakter fængede med det samme.
Siden blev han ansat på Køge-Posten og på Politiken Sport på lørdage og søndage, og midt i 70'erne blev han tilbudt job på Dagbladet, hvor han var ansat til 1981 som annoncechef på Køge-Posten. Da Køge-Posten stod til lukning som følge af en typografkonflikt, besluttede han sig for at etablere sin egen avis, og sådan gik det til, at den 5. september 1981 kom den første udgave af Lørdags-Avisen på gaden. Den var på 40 sider, og det er ikke uden en vis stolthed i øjnene, at Jørgen Petersen bladrer den igennem i dag - små 33 år efter.
Ikke mindst lægger han vægt på, at en stor del af annoncørerne faktisk har været med hele vejen siden dengang.
- Der var mange, der støttede op om projektet fra begyndelsen, og det er en stor glæde for mig, at vi har så mange annoncører, der har været her alle årene. Der er også mange, der bliver ved med at komme her i huset, selv om de selv er gået på pension. Det er dejligt, siger han.
Eventyret om Lørdags-Avisen begyndte på Torvet 11 og fortsatte på Bag Haverne og flere adresser på Søndre Allé - hver gang til større lokaler for at skabe plads til den voksende medarbejderskare. Indtil den foreløbig sidste flytning for omkring fem år siden til Den Hvide By, hvor der også bar plads til Køge Medie Centers distribution, som i dag beskæftiger omkring 400 bude og har endnu flere på venteliste til en rute.
Ikke færdig med politik
Jørgen Petersen var allerede som ung knægt politisk aktiv. Som elevrådsformand var han blandt andet med til at arrangere demonstrationer for at holde fri fra skole om lørdagen, og han har fastholdt det politiske engagement lige siden. Han har gennem mange år haft medlemskort til Det Konservative Folkeparti, som han også sad i byrådet for gennem fem år fra 2001 til 2006, og det er langt fra givet, at byrådsarbejdet er et overstået kapitel, selv om han valgte ikke at stille op igen ved valget i 2005, fordi det var svært at kombinere det politiske arbejde med jobbet på avisen.
- Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage. Jeg har aftalt med Flemming, at jeg kommer og afløser ham en dag på borgmesterkontoret, siger Jørgen Petersen med et grin.
Som også de mange faste læsere af hans leder vil vide, så er engagementet i den lokale politiske udvikling usvækket - og det gælder, uanset om diskussionen går på parkeringspladser i Vestergade eller udviklingen af arbejdspladser og boliger i kommunen.
- Jeg kan jo stadig ikke lade være med at blande mig, siger han.
Det så man blandt andet op til kommunalvalget sidste år, da hele byrådets økonomiudvalget blev inviteret til møde på hans kontor for at drøfte Køge Kyst.
- Der blev talt meget negativt om Køge Kyst, så det skadede Køges image, og det blev jeg tosset over, husker han.
Det eksempel kendetegner Jørgen Petersen meget fint - han er fremme i skoene og foretrækker handling frem for en afventende tilgang til tingene, og det har skabt både venner og fjender på begge sider af det politiske spektrum.
- Jeg er måske lidt svær at sætte i bås rent politisk, for jeg mener jo, at der kan være lige så meget fornuft i det, Enhedslisten siger, som i det Venstre siger. Men jeg har heller aldrig lagt skjul på, at jeg er konservativ, og jeg vandt i øvrigt mange væddemål på, at Flemming blev borgmester, tilføjer han med et smil.
Frankrig trækker
Den tidligere borgmester Torben Hansen lagde aldrig skjul på, at han havde det bedst, når han var hjemme i Køge, og det samme gælder Jørgen Petersen.
Det hænder - ikke så sjældent i øvrigt - at turen går sydpå til ferielejligheden på den franske middelhavskyst, men det er til gengæld sjældent i mere end en uge ad gangen, for tingene står jo ikke stille hjemme i Køge imens, og der er næsten altid lige en, der skal have en opringning.
- Jeg kan godt lide den udvikling, der er i gang i Køge i dag. Der sker virkelig noget, siger han med tanke på for eksempel Køge Kyst, Køge Park og udviklingen i Køge Nord.
- Det vigtige er, at det passer ind i det eksisterende, Udviklingen skal hægtes på den eksisterende bykerne. Nye butikker skal komme med noget nyt og bidrage til udvalget i byen. Næstved er et skrækeksempel på den front. Her har man flyttet handel ud af byen, så bymidten dør. Køge Kyst er genialt tænkt, for her er der plads til større butikker, som byen mangler, men det vil komme til at understøtte det eksisterende, siger han, når han for en stund ifører sig formandskasketten for Køge Handelsstandsforening, som han har haft siden 2007. Her er parkeringssituationen i Køge bymidte en anden af mærkesagerne.
Familien i centrum
Midt i travlhed og mærkesager er det dog også væsentligt at bemærke, at familien altid har haft høj prioritet i Jørgen Petersens liv - også på trods af de lange arbejdsdage på avisen.
Hans hustru, Pia, har været med i 31 år på avisen. Parret har to døtre, Kathrin og Camilla, og senest har han også oplevet den store glæde at blive morfar.
- Mine tøser er mit et og alt, og det er skønt at have fået et barnebarn. Carla er min øjesten - og jeg er hendes, siger han med et smil.
De senere år er der også blevet mere tid til sport for Jørgen og Pia, som både løber og spiller tennis. I sin ungdom spillede Jørgen blandt andet håndbold på højt niveau og havde også en vis succes på fodboldbanen.
For eksempel skal man ikke have været ansat længe på Køge Medie Center for at høre historien om, hvordan hans 11 mål i en fodboldkamp for Brochmands Skole i Ekstra-Bladets skoleturnering var en rekord gennem mange år.
I dag er den primære motivator dog snarere Pia.
- Ja, hun pisker mig rundt, for at jeg skal tabe mig, griner han om hustruens bestræbelser på at få sænket hans kampvægt lidt.
Først og fremmest handler det dog for Jørgen Petersen om, at der er tid til avisen - og til Køge. Og det bliver der ikke lavet om på foreløbig.
- Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke også er i avisbranchen om 10 år. Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig at stoppe. Blandt andet skal det sikres, at der ikke bliver avismonopol i Køge, og så er der også bare så mange spændende ting, jeg gerne vil være med til: Køge Kyst, byudviklingen, at festugen igen skal blive en folkefest, at se det nye Køge Park blive bygget, at se HB Køge i Superligaen og håndboldholdet i den bedste række. Og frem for alt skal Køge igen være Danmarks bedste handelsby, siger han.
- Køge er det bedste sted på jorden. Vi skal bare selv huske vores eget værd - og huske at fortælle det til omverdenen, så flere får øjnene op for Køge, tilføjer han.
Jørgen Petersens 60 års fødselsdag markeres ved en reception på Restaurant Theilgaards Selskabslokaler i Den Hvide By fredag den 27. juni klokken 14-17.