Fortsæt til indhold

Nedrivning for 400.000 kr.

Det går langsomt med at få fjernet de faldefærdige huse på landet og i landsbyerne

Samfund
Erling Baastrup

Favrskov Byråd har afsat 400.000 kroner om året som tilskud til fjernelse og nedrivning af boliger, der skæmmer landskabet. Der er flere kriterier, der skal være opfyldt, og lovgivningen stiller også krav om, hvad puljen, der giver statsrefusion på 60%, kan bruges til:
*Opkøb af bygninger med henblik på nedrivning
*Nedrivning af bolig-, erhvervs- o.a. bygninger i byer med færre end 3.000 indbyggere
*Nedrivning af tomme beboelsesbygninger i det åbne land
*Istandsættelser af nedslidte bolig- og erhvervsbygninger
*Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme
På seneste møde i byrådet blev bevilget penge til fire, der ligger i Borridsø, Sdr. Vinge, Houlbjerg og Nr. Galten.
Under debatten kom der flere kritiske røster frem.
”Vi skal ikke belønne dem, der ikke har holdt deres huse ved lige,” lød det fra Peder Meyhoff (ENH).
”Vi skal stille krav til, at man ordner grunden efterfølgende,” mente Eva Damsgaard (DF).
Flere erklærede sig enige i, at der skal stilles skrappere krav til slutprocessen.
På samme linje var Hanne Smedegaard (V), der også er formand for Landsbyrådet:
"Vi skal støtte mere op i landsbyerne. Grundene er lettere at sælge, når huset er væk."

Der er i øvrigt pligt til at betale tilbage, hvis grunden sælges inden for tre år.