Bro i Kokkedal skal overvåges
Politikere vil opsætte kameraer på broen ved skovbrynet efter uroligheder i området
Økonomiudvalget besluttede på deres seneste møde at bevilge 105.000 kroner til opsætning af to overvågningskameraer på broen, der går mellem Skovbrynet og Egedalsvænge ned mod Kokkedal Station.
En gruppe beboere fra Skovbrynet har kontaktet Byrådet og givet udtryk for, at de føler sig utrygge, efter at der igennem det seneste år har der været en række voldsomme episoder med knallertkørsel og unge mennesker, der kastede sten ind i en have på Skovbrynet, hvor en familie sad samlet.
Center for Plan og Klima vurderer, at strækningen er en af de mest benyttede stistrækninger i kommunen. Et forsigtigt skøn er, at omkring et par tusinde mennesker passerer broen dagligt.
I løbet af det sidste år har politiet opsat midlertidig videoovervågning på Skovbrynet to gange.
Den ene gang i en begrænset periode på to uger, hvor kameraer blev opsat forskellige steder i området. I det andet tilfælde blev der opsat skjulte kameraer på en matrikel, hvor borgerne tidligere har været udsat for hærværk. Denne overvågning var opsat i en tidsperiode på to til tre måneder.
I ingen af de to tilfælde blev der dog via overvågningen iagttaget episoder, der gav anledning til reaktion fra politiet.