Danmarks mest mobile DJ kommer fra Galten
Selvom Tobias Dalentoft fra Galten sidder i kørestol, så forhindrer det ham ikke i at være DJ.
Kørestolen er aldrig en hindring for 16-årige Tobias Dalentoft fra Galten, når han vil skabe en fest på dansegulvet.
Han folder sig nemlig weekend efter weekend ud som DJ T-Mouse, når musikken til alle slags fester skal mikses sammen. Det har han gjort siden sin konfirmation for to år siden, og han ved godt, hvorfor han gør det.
“Det er en fantastisk følelse at se alle menneskerne hoppe og danse ude på dansegulvet. Det gør én glad,” lyder det stolt fra Tobias Dalentoft, som også selv har svært ved ikke at lade rytmerne styre kroppen.
“Jeg bruger jo bare mine arme til at feste med.”
En far og søn-hobby
Tobias Dalentoft er spastiker og har, så længe han selv kan huske det, været bundet til en kørestol, men det har ikke gjort det umuligt for ham at udleve sine interesser. Tværtimod.
Han spiller kørestolbasket på højt niveau, og så har han altså også fundet en måde, hvorpå han kan sætte gang i festen på dansegulvet trods kørestolen. Det er især noget, der glæder hans far, Tony Daletoft.
“”Det er fedt for Tobias, at han har interessen for det her, når han nu ikke bliver den, der kommer til at danse på dansegulvet. Det her er hans måde at være med til festerne på.”
Selv er Tony Dalentoft også ret glad for musik, og han er med Tobias Dalentoft rundt til alle de fester, hvor han er DJ. Her hjælper han ikke kun til med at være chauffør og løfte de tunge ting op på scenerne.
“Jeg kan også godt finde på at hjælpe med forslag til musikken, hvis Tobias skal spille for et ældre publikum, og ellers går jeg rundt og tager billeder af festen til DJ T-Mouses facebookside” fortæller han.
Kørestolen er ikke i fokus
Og Tobias tilføjer med et grin: “Det er dejligt, at der er en, der vil bære alle de tunge ting.
Når DJ T-Mouse sidder bag mixerpulten, er det ikke kørestolen, som han har fokus på.
“Nogle gange kan jeg godt helt glemme, at jeg sidder i den,” fortæller han.
Tit bliver folk til festerne endda også overrasket, at han sidder i en kørestol, for det er nemlig ikke noget, som DJ T-Mouse skilter med.
“Vi oplevede på et tidspunkt en forælder til en børnefest, som var meget overrasket over, at han sad i en kørestol. Han opdagede det nemlig først, da festen var slut,” fortæller Tony Dalentoft, som samtidig også forklarer, at de ikke kan se nogen grund til, hvorfor de skulle fortælle på forhånd, at han sidder i kørestol.
“Tobias Dalentoft kan jo sagtens klarer de samme ting som andre DJ's, selvom han sidder i kørestol.”
Måske kan han en smule mere end de andre DJ's i Danmark.
“Vi plejer nogle gange at joke med, at han er Danmarks mest mobile DJ. Han er mobil hele vejen,” griner Tony Dalentoft sammen med Tobias.