Fortsæt til indhold

Kim Berner på Clausholm fylder tres på torsdag

Det er ikke mange, der boer så flot som fødselaren, nemlig på Clausholm Slot.

Samfund
Erling Baastrup

Titlerne er mange: Kammerherre, Hofjægermester og godsejer. Desuden er Kim Berner, der fylder tres 26. juni, uddannet landmand og Agrarøkonom.
Han overtog Clausholm Gods 1977 efter forældrene. Tidligere drev han godsets landbrug, men det er nu bortforpagtet. Men der er nok andet på Clausholm: Konventionelt skovbrug, juletræsproduktion, minkavl, jagtvæsen, boligudlejning samt slot og park.
Juletræsproduktionen har en årlig eksport på over 100.000 juletræer.
Minkavlen drives på tre minkfarme med tilsammen 14.000 avlstæver og en årlig skindproduktion på 75.000 skind, der alle eksporteres. En minkfarm er beliggende på Clausholm og to minkfarme er beliggende nord for Holstebro.

Slot med fine priser

Clausholm Slot og Park er et af de betydeligste barokanlæg i Danmark. Kim Berner har videreført den omfattende restaurering af slot og park, som blev indledt i 1965 af hans forældre. Clausholm Slot og Park har modtaget en række priser igennem tiden for restaureringen, bl.a. Europa Nostra Prisen.
Kim Berner har tidligere været formand for Dansk Juletræsdyrkerforening, medlem af bestyrelserne for Dansk Skovforening, Forskningscenteret for Skov og Landskab, Henton Invest samt Investeringsforeningen Almindelig Brand Invest.

Kim Berner er gift med Berit Førland Berner og tilsammen har de seks voksne børn.