Fortsæt til indhold

Ingen chikaner herfra

Frederikssund Kommune vil ikke lægge hindringer i vejen for bilisterne på Kronprins Frederiks Bro

Samfund
Henrik Gregersen

"Vi har været klar over et stykke tid, at der var en løsning på vej. Nu er den politiske aftale så på plads, og det er selvfølgelig dejligt."
Sådan lyder det fra borgmester John Schmidt Andersen (V) i kølvandet på det politiske forlig, der sender yderligere 228 millioner kroner i retning af en ny højbro over Roskilde Fjord.
Samtidig afviser han, at kommunen nu skal i gang med at finde løsninger, der skal presse bilister over på betalingsbroen for at få økonomien til at hænge sammen i projektet:
I forvejen er det en del af aftalen, at lastbilerne fremover skal benytte sig af betalingsbroen, og i det netop indgåede forlig lægges der op til, at Frederikssund Kommune og Vejdirektoratet sammen skal finde ud af, hvilke "trafikregulerende tiltag," der skal iværksættes.
Men det bliver altså ikke kommunen, der sparker dén proces igang, lyder det fra John Schmidt Andersen.
"Det med lastbilerne er fint nok. Der er jo ingen mening i, at de skal bruge ekstra benzin og tid på at køre over den gratis bro. De havde såmænd nok af sig selv valgt betalingsløsningen. Jeg synes også, det er fint nok, hvis de kommer og siger, at de gerne vil sænke farten til 40 km/t på Kronprins Frederiks Bro. Det kan jeg godt være med til, og så kan politiet tage sig af, om det bliver overholdt. For det er altså ikke vores bro i kommunen. Den er bevaret som en statslig bro, og så er det staten og ikke os, der skal ud og finde den rigtige form for trafikregulering," konstaterer han overfor Lokalavisen.