Fortsæt til indhold

Stigende efterspørgsel efter erhvervsejendomme på Vestegnen

De positive vinde på Vestegnen mærkes tydeligt hos EDC Erhverv Strandfelt.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Hos EDC Erhverv Strandfelt, som er en del af EDC Strandfelt, mærker man tydeligt, at der er stigende interesse for køb og leje af erhvervsejendomme på Vestegnen. Erhvervschef John Munch siger:
- Der er stor optimisme på Vestegnen lige nu. Vi glæder os over mere salg og udlejning af erhvervsejendomme, og vi har haft dobbelt så mange fremvisninger i 1. kvartal i år, sammenlignet med 4. kvartal i 2013.
-Når man husker på, at der jo er et lidt længere tilløb til køb og leje af erhverv end på det private boligmarked, er en fordobling i antallet af fremvisninger en rigtig god indikator for hvad vi kan forvente os. Foreløbig har året budt på en stigning i både salg og udlejning, og når antallet af fremvisninger stiger så markant, er det klart det også giver positive forventninger til fremtiden, siger han.
EDC Erhverv Strandfelt repræsenterer 20% af det samlede erhvervsudbud på Vestegnen, og det glæder John Munch, at man har så mange stærke varer på hylderne.
- Vi opererer på Vestegnen og hér er kvadratmeterprisen for erhvervsejendomme lige nu yderst attraktiv, set med købers/lejers øjne.
Vi har faktisk for nylig i to tilfælde oplevet, at der har været budrunde på erhvervsejendomme, noget vi skal helt tilbage til tiden før finanskrisen, før vi oplevede sidst.
Det vidner selvfølgelig om, at de positive vinde på Vestegnen i den grad også opleves inden for salg og udlejning af erhvervsejendomme.
Så er det jo meget positivt med et markant øget antal henvendelser og efterspørgsel, når der fortsat er så mange ledige kvadratmeter at arbejde med og at kvadratmeterprisen er så attraktiv, som den er i vores område, siger John Munch.