Hvad skal der ske med Haderslev sygehus?
Skal det tidligere Haderslev Sygehus rives ned, eller kan det ombygges og anvendes til nye formål?
Den dag nærmer sig, hvor de sidste læger og sygeplejersker har forladt Haderslev Sygehus, og hvad skal der så ske med de store bygninger med den attraktive udsigt? Såvel Haderslev Kommune som ejeren af bygningerne, Freja Ejendomme, er enige om, at de ikke må komme til at ligge ubenyttede hen.
Freja Ejendomme overtog allerede ejendommen i oktober 2013, og forventningen er, at selve sygehusbygningen vil være rømmet ved årsskiftet – bortset fra den psykiatriske del, hvor der vil være aktivitet frem til engang i år 2017. Der er etableret en lokal taskforce, som Freja Ejendomme venter sig meget af.
Den 16. juni deltog Haderslev Kommunes Økonomiudvalg, Udvalget for Plan og Miljø samt andre byrådsmedlemmer og administrative medarbejdere fra kommunen i et fællesmøde. Her fortalte udviklingsdirektør i Freja Ejendomme, Carsten Rasmussen, om den viden og erfaring, som de skal trække på i samarbejdet med kommunen.
Borgmester i Haderslev Kommune, H.P. Geil, er glad for, at Freja Ejendomme tager udfordringen op. Han siger:
“Vi har store forventninger til det kommende samarbejde. Samarbejdet med Freja og de folk, Freja har allieret sig med, er kommet godt fra start, og den lokale inddragelse og opbakning er vigtig. Det er en stor og for os meget vigtig indsats, at sygehusområdet også fremover har betydning, synlighed og aktivitet for Haderslev Kommune – ja, gerne for et meget større område. Området har en enestående placering, både i forhold til natur og by, men i aller højeste grad også til det store område, som den sønderjyske motorvej er porten til.”
Hemmelige lidt endnu
De konkrete scenarier, som Freja Ejendomme og Tegnestuen Mejeriet arbejder med, er indtil videre forbeholdt parterne ved mødet. Projektleder ved Freja Ejendomme, Rune Christiansen, fortalte, at forslagene nu skal bearbejdes og vurderes nærmere, og både lokalområdet, myndigheder, interessenter og samarbejdspartnere skal inddrages i en tæt og åben proces.