Fortsæt til indhold

Da han vågnede, var han kendt

Rasmus Arpe-Sørensen fra Bilka i Kolding er blevet landskendt for sin venlighed

Samfund
Susie Jessen

Det hele startede med et opslag på Facebook.
En kunde fra Bilka i Kolding var blevet så imponeret over kassemedarbejder Rasmus Arpe-Sørensens venlighed overfor kunderne, at han lagde en ros til den 20-årige ekspedient på det sociale medie.

“Jeg havde godt set opslaget om aftenen og at det havde fået over 1000 likes. Men da jeg vågnede om morgenen, eksploderede det. Der væltede det ind med opkald fra journalister og kollegaer. Det var meget overvældende”, siger Rasmus Arpe-Sørensen og smiler. At Rasmus Arpe-Sørensen tager sig tid til at tale og være venlig overfor hver enkelt kunde blev en så god historie for både medier og læsere, at han siden tirsdag aften, hvor opslaget kom ud, er blevet bombarderet med positive tilkendegivelser.

“Det har været rigtig fint at jeg har fået lov til at sige tak til alle kunderne for de flotte ord. Men det er overvældende. Det har aldrig været min hensigt at være en linselus. Jeg er ikke interesseret i at komme for meget frem i lyset - jeg vil også bare gerne være Rasmus”, siger han.

500 smil på en dag

Men hvad er det Rasmus Arpe-Sørensen gør, der tilsyneladende er så godt, at tusindvis af mennesker er kommet med positive tilkendegivelser?

“Min filosofi er lidt, at 500 kunder på en dag også kan blive til 500 glade ansigter. Det påvirker mig positivt at se glade mennesker og hvis jeg har haft en lang vagt med masser af smil, gør det mig automatisk i godt humør”, lyder det fra Bilka-medarbejderen, der dog også giver sit arbejde en stor del af æren for hans positive indstilling.

“Det er ikke kun mig, der gør alt det gode. Vi har det bedste fællesskab her i Bilka og det betyder rigtig meget for mig”, siger Rasmus, som holder så meget af sit arbejde, at han pendler fra Odense til Kolding, når han skal på job.
Rasmus Arpe-Sørensen er født og opvokset i Kolding, men bor i dag i Odense, hvor han også læser til lærer.

“Jeg havde jobbet i Bilka inden jeg flyttede. Men jeg ville ikke stoppe fordi jeg er så glad for det”, lyder det fra Rasmus, som har arbejdet i Bilka i Kolding i to år.
For Rasmus er det vigtigt, at ægtheden er der i forhold til hans arbejde. Han er ikke flink fordi han har fået at vide han skal - men fordi han vil.

“Kunderne gennemskuer det hurtigt, hvis man er falsk flink. Derfor synes jeg heller ikke at alle skal være ligesom mig. Jeg er bare interesseret i, at se 500 smil fremfor 500 sure ansigter, når jeg er på arbejde. Og så vil jeg gerne behandle kunder som mennesker. Og ikke som pengesække”.