Fortsæt til indhold

Bagergården i Hinnerup tager en pause på 14 dage

De 30 år gamle gulvfliser i bageriet skal skiftes ud i sommerferien

Samfund
Michael Wulff

“De har lovet mig, at det kan gøres på 14 dage. Det må jeg jo tro på.”
Jørgen Pedersen, Bagergården i Hinnerup, lukker sin store bagerbutik midt i sommerferien fra mandag 14. juli til og med søndag 27. juli. Gulvfliser og frostskabe i bageriet skal udskiftes.
“De gamle har holdt i 30 år, det håber vi så, at de nye også kan,” siger han, da vi kigger indenfor i Storegade i Hinnerup.

Udsalg i bageriet

Det 275 kvadratmeter store gulv skal igen have fliser, selvom epoxygulv måske var en lettere løsning i første omgang. Men det tør Jørgen Pedersen ikke.
“Hvis sådan et gulv skal repareres, så skal bageriet lukkes et helt døgn på grund af sundhedsfaren. Derfor vælger jeg fliser igen,” siger bagermesteren, der har en plan klar for den sidste åbningsdag søndag 13. Juli:
“Vi holder et tre-timers udsalg, hvor småkager og kager og andet bliver til halv pris. Alt skal ud den eftermiddag.”
“Mange holder jo sikkert ferie og er væk i disse to uger. Jeg selv skal være her og skal bruge den sidste weekend på at starte det hele op igen. Det er ikke lige gjort på en nat,” fortæller Jørgen Pedersen.
Bagergården åbner igen mandag 28. juli, hvor der også er planlagt forskelligt til at markere dagen.