Produktionsskoleelev bag layout til ny bog
Den kun 19-årig Jennifer Rong Ji Lin fra Skanderborg Hørning Produktionsskole står bag layoutet til en ny bog
Selvom man kun er elev, kan man godt få stillet nogle af de store opgaver. Det er Jennifer Rong Ji Lin fra Skanderborg Hørning Produktionsskole i hvert fald et godt bevis på. Hun er elev på Grafisk værksted på skolen og står lige nu bag layoutet til den nye bog, ”Hjælp jeg fylder 18”, som er skrevet af forfatter Ole Holm.
Han har selv en datter, som har gået på Skanderborg Hørning Produktionskole. Det gav ham den idé at kontakte skolen for at spørge, om en af dens elever ville stå bag layoutet til hans nye bog. Og ja, det ville Jennifer Rong Ji Lin gerne.
”Det har været en spændende opgave, og det har været rart, at jeg selv kan forholde mig til det, der står i bogen. Og så er det bare fantastisk at stå med den færdigtrykte bog i hånden,” udtaler Jennifer Rong Ji Lin med et stort smil.
Bogen giver råd til unge mennesker, der fylder 18 år og står overfor at skulle forholde sig til alle voksenlivets forpligtelse, som for eksempel det at betale skat eller flytte hjemmefra.
Jennifer Rong Ji Lin har fået ros for sit gode arbejde af forfatteren og har naturligvis fået et eksemplar af bogen, der får sin helt særlige plads på bogreolen.