Wagner i Auning er kommet på flere hænder
Ronni Bruun og Sebastian Brix Pedersen er blevet medejere af Wagner i Auning og markerer det til september
Ronni Bruun og Sebastian Brix Pedersen er fra juni blevet medejere af Wagner i Auning. Det nye ejerskab markeres til september.
Begge har i forvejen en tilknytning til butikken.
Hos Wagner i flere byer
Ronni Bruun har været butikschef i butikken siden september sidste år. Han startede i Wagner i Auning for syv år siden som butiksassistent, og var derefter i Wagner i Grenaa som souschef i tre et halvt år, inden han vendte tilbage til butikken i Auning.
Oprindelig er Ronni Bruun uddannet som salgsassistent i en tømrerhandel og byggemarked i Thorsø. Efter nogen tid dér kom han til Stark i Auning, hvor han mødte den tidligere indehaver af Wagner i Auning Kasper Allermann, der spurgte om han ikke ville hjælpe ham i butikken.
“Jeg ville oprindelig gerne have været i tøjbutik, så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Der er ikke så stor forskel på at være salgsassistent i et byggemarked og i en tøjbutik,” smiler Ronni Bruun.
Sebastian Brix Pedersen har også en lang fortid med Wagner. Han blev ligesom Ronni Bruun udlært i butikken i Auning. Senere har han arbejdet i forskellige Wagner-butikker, blandt andet i Herning og Års samt i Wagner i Randers Storcenter.
Til juli vender han tilbage til butikken i Auning og starter på fuld tid.
Tøj i alle aldre
Ronni Bruun glæder sig over kompagniskabet med Sebastian Brix Pedersen og til at være selvstændig.
“Det er noget vi begge to gerne har villet. Vi vil gerne være med til at styrke lokalsamfundet og vil føre butikken videre i den ånd, den er skabt i, med et godt miks af tøj til forskellige aldersgrupper.”