Færgerute til Grenaa åbner igen
NOSTALGI Meldingen om rutens genåbning kommer fra Bushistorisk Selskab, der den 6. september vil markere 80-året for den første færgesejlads mellem Hundested og Grenaa, efter at busvognmænd havde søsat forbindelsen.
I 1934 etablerede en kreds af rutebilvognmænd i Landsforeningen Danmarks Bilruter en færgerute mellem de to havnebyer, og forbindelsen blev senere kendt som Grenå-Hundested Færgefart, der genoplives en enkelt dag med masser af nostalgi.
Bushistorisk Selskab har chartret en færge fra rederiet Stena Line til at sejle en dobbelttur på den gamle rute den 6. september, og om bord på skibet vil der være udstilling af veteranbusser, mens Grenaa Egnsarkiv har historisk udstilling og viser film.
I Hundested er der udflugter med veteranbus, og skulle man være interesseret i en sejltur på dagen, er der booking hos Visit Nordsjælland på hjemmesiden www.visitnordsjaelland.dk
an