Fortsæt til indhold

En ren fornøjelse at kaste sig i bølgerne

Norddjurs er godt fremme i feltet, når det gælder kvaliteten af badevandet

Samfund
Anette Bonde

Kloakerede sommerhuse, lukkede renseanlæg og separat kloak til regnvand betyder renere badevand i Norddjurs. Faktisk er Norddjurs en af de sommerhuskommuner, der er længst fremme, når det handler om at sikre badevandskvaliteten.
Der er for eksempel stort set ingen risiko for overløb af spildevand i forbindelse med kraftigt regnvejr, fordi regnvand og spildevand allerede har fået hvert sit kloaksystem i byerne på nordkysten. Desuden betyder sidste års lukning af renseanlæggene i Bønnerup og Fjellerup, at der ikke længere lukkes bakterieholdigt vand ud i havet. Endelig er spildevandsselskabet AquaDjurs næsten færdige med at kloakere samtlige sommerhusområder i Norddjurs.
AquaDjurs ejer kloaknettet og renser alt spildevand i Norddjurs Kommune, og driver desuden fire vandværker i den vestlige del af kommunen.

Rene vandløb

I juni skal politikerne i Norddjurs behandle et forslag til en ny spildevandsplan, der løber de næste otte år. I oplægget til politikerne bliver der peget på, at omkring 1000 ejendomme i landsbyer, der ligger tæt på åer og vandløb, primært i nærheden af Grenaa, skal have separeret spildevand og regnvand.