Fortsæt til indhold

“Her er højt til loftet”

I sidste uge blev StorbyLandsbyen på Marienlystvangen officielt indviet. Ressourcestærke og -svage bor side om side

Samfund
Christina S. Johansen

Sort/røde trekanter popper op på den ellers bare mark på Marienlystvangen i grænselandet mellem Hasle, Tilst og Aarhus N. De nybyggede huse ligger et godt stykke fra vejen, som en lille landsby for sig selv i udkanten af den store by - deraf områdets navn StorbyLandsbyen.
Tove Persen er blandt de første beboere på stedet.
“Det er et spændende projekt, og her er højt til loftet,” siger hun og kigger op på den blå og hvidspættede himmel.
Det har hun ret i - i mere end én forstand. StorbyLandsbyen er nemlig ret unik, idet ressource-stærke og -svage bor sammen dør om dør.
Halvdelen af de 40 huse går til folk fra den almindelige venteliste, og den anden halvdel bliver visiteret til stedet af Aarhus Kommune.
“Men vi tænker altså ikke så meget over det. Vi er jo alle sammen forskellige. Det kører jo bare - så den del behøver ikke at blive blæst stort op,” siger John Axelsen, som også er blandt de første beboere i StorbyLandsbyen.

At komme hinanden ved

Han har fulgt med i projektet siden de første tanker blev tænkt om stedet for 18 år siden.
“Jeg har jo en kolonihave lige derovre,” siger han og peger over på den nærmeste nabo, Haveforeningen Marienlyst.
“Så det er fantastisk, at det nu er blevet til noget. Den plet her er bare så stille og skøn,” fortsætter han.
Også Tove Persen har tidligere haft en kolonihave og ser nogle ligheder mellem dem og StorbyLandsbyen.
“I andre bebyggelser har jeg savnet lidt a la kolonihavelivet - det her med at komme hinanden lidt mere ved,” fortæller hun.
Netop det med at komme hinanden lidt ved hører til StorbyLandsbyen.
Beboerne i landsbyen skal være klar på at indgå i et fællesskab. Det skal gerne hjælpe de socialt udsatte beboere til at få en almindelig hverdag til at fungere, så de på sigt kan stå helt på egne ben.
Det er Østjysk Bolig, som er bygherre på StorbyLandsbyen, hvor der var officiel indvielse i sidste uge. Alle 40 boliger er allerede udlejet.
Der er tilknyttet et fælleshus og en social vicevært til stede i form af Jørn Abildgaard. I forbindelse med indvielsen sagde han i en pressemeddelelse:
“Der bliver helt sikkert rusket lidt op i forestillingen om, hvem der er skæv, og hvem der er lige.”