Kæmpe vejarbejde vil genere trafikken
Arbejdet med forlængelsen af Dr. Sophies Allé vil vare et år
Det omfattende arbejde med at forlænge Dronning Sophies Allé i Skanderborg fra Skanderborg Bakker og ud til Ladegårdsbakken går i gang i den kommende tid, og Skanderborg Kommunes Vej og Trafik-afdeling advarer på forhånd bilisterne om, at de skal regne med ekstra transporttid særligt på Ladegårdsbakken.
Vejarbejde i etaper
Forlængelsen af Dronning Sophies Allé vil blive etableret i deletaper og vil i forskellige perioder genere trafikken i større eller mindre grad.
"Hvor meget trafikken bliver berørt og hvor længe, kan vi ikke forudsige præcist. Men det er et ret stort projekt, og vi ved, det vil genere både trafikanter og naboer. Især i morgentimerne skal man nok regne med ekstra transporttid," siger Jens Peter Langballe Sørensen i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.
Jens Peter Langballe Sørensen opfordrer alle til at have tålmodighed og vise hensyn. Vejanlægget skal efter planen stå færdigt senest i august 2015. Det kommer især til at lette trafikken på Låsbyvej og omkring Skanderborg Station.
Som noget af det første bliver stien fra Edelsborgvej til Danmarksvej nedlagt, og fodgængere og cyklister henvises til at bruge stierne på Ladegårdsbakken.
Det eksisterende kryds Ladegårdsbakken/Thomas Helsteds Vej/Edelsborgvej bliver ombygget og får lysregulering. Desuden lukkes Edelsborgvej. Ombygningen af krydset sker først når det nye vejanlæg står klar til brug.
Mange forhindringer
Dronning Sophies Allé er oprindeligt etableret af Sjælsø gruppen, og det har igennem flere år været planlagt at forlænge den hen over jernbanen. Der har dog været en del forhindringer undervejs bl.a. Sjælsø Gruppens konkurs, men nu er projektet altså klar til at blive gennemført.