Fortsæt til indhold

Nye bro-millioner på plads

228 millioner ekstra til fjordforbindelse - trafik-regulering på vej på eksisterende bro

Samfund
Henrik Gregersen

Det har været under opsejling nogle dage.

Men nu er den god nok.

Staten skyder 50 procent mere ind i en kommende højbro over Roskilde Fjord, end oprindeligt forventet.
Dermed er der udsigt til, at anlægsloven for fjordforbindelsen kan vedtages til efteråret, hvorpå startskuddet til arbejdet kan lyde.

"Det er dejligt, at det nu ser ud til at rykke på flere områder," lyder det fra Pia Adelsteen, DF, der er valgt i Nordsjælland og indtil begyndelsen af i år var medlem af byrådet i Frederikssund.

Alle partier med undtagelse af Enhedslisten er en del af det politiske forlig, der tilfører 228 millioner kroner til projektet, foruden de 431 millioner kroner, der var budgetteret med i forvejen.

Resten af projektet finansiseres via brugerbetaling.

Da Finansministeriet og Transportministeriet gav sig i kast med analyser, nåede de frem til, at de 431 millioner kroner ville betyde en tilbagebetalingstid på 48 år.

Og da interessen fra private investorer forventedes at kølnes betragteligt med en tidshorisont på over 40 år, skal de ekstra millioner nu sikre, at tilbagebetalingstiden lander på de 40 år.

Samtidig med bevillingen af pengene, er parterne bag forliget blevet enige om, at Vejdirektoratet og Frederikssund Kommune i fællesskab skal finde frem til, hvilke "trafikregulerende foranstaltninger," der skal etableres på Kronprins Frederiks Bro.