Helikopter, hunde og borgere leder efter forsvundet kvinde
Nordsjællands Politi har siden mandag eftermiddag søgt efter en 94-årig kvinde, der forsvandt fra sin bopæl. Helikopter og hundepatruljer koncentrerer sig om området ved Høvelte Kaserne
Opdateret: Tirsdag eftermiddag blev kvinden fundet i god behold af en helikopter fra eftersøgningsholdet.
Der bliver søgt med lys og lygte efter den 94-årige kvinde, der mandag forlod sit hjem på Mosevangen i Birkerød.
Nordsjællands Politi har tirsdag eftermiddag en helikopter i luften over Birkerød for at finde kvinden, der er hørehæmmet og dement.
Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi til Rudersdal Avis.
"Vi har flere hundepatruljer ude i området, og vi har en helikopter ude. Vi vil gerne afsøge det militære område omkring Høvelte Kaserne," siger vagtchefen.
Nordsjællands Politi har fået flere henvendelser fra borgere, der mener at have set den 94-årige kvinde. Dem undersøger politiet nu nærmere.
"Vi har søgt efter hende siden mandag kl. 17.20, det var en nabo, der reagerede og rettede henvendelse til os. Den ældre kvinde er dårligt hørende og efter det oplyste også dement," fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
Den 94-årige kvinde er ifølge politiet ude af stand til at tage vare på sig selv. Har du set hende, bedes du kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.
Hun beskrives som ca. 160 cm høj, spinkel af bygning og med mellemlangt gråt hår.
En af dem, der er ude at lede efter den forsvundne 94-årige, er Helle Kold Nielsen, der bor tæt på Mosevangen. Hun ærgrer sig over, at der ikke er flere, der er gået med i eftersøgningen.
"Når det er en ung mand, der har drukket sig fuld og er blevet væk, så sker der noget. Men når det er en ældre dame, så sker der ikke meget. Birkerød, kan vi ikke gøre det her bedre," siger hun.
Helle Kold Nielsen fortæller, at hun har snakket med den ældre kvindes naboer. Ifølge dem er kvindens hund løbet bort i går, men er siden kommet tilbage.