Når sindet er et minefelt

Det kan være helt små ting. En telefon der ringer. Et barn der græder. En indkøbstur. Det er umuligt at forudse, hvor de landminer er placeret, som pludselig sprænger bevidstheden og logikken og sanserne i stykker i Martin Nilssons sind.
Han holder ferie i Frydenborglejren, hvor krigsveteraner er indbudt til at holde gratis ferie med deres familier. Et særdeles tiltrængt ophør fra dagligdagen for den 41-årige veteran.
Han er diagnosticeret med PTSD (post-traumatisk stress syndrom, red.). En lidelse der får ham til at fare sammen, blive uventet aggressiv eller bryde ud i tårer, hvis man rammer den forkerte detonator. PTSD er en alvorlig belastning for Martin Nilsson og hans familie, der tæller konen Susanne og børnene Mikkel, Oliver og Lærke, og derfor er det en nærmest ubetalelig gave for familien at være i lejren og møde andre med lignende oplevelser.
“Her er en helt anden forståelse, end jeg normalt møder. Det er kun to år siden, jeg accepterede, at jeg havde en sygdom. Jeg troede jo, at jeg var den eneste i verden, der havde det på den her måde. Så kommer man sådan et sted her og snakker med ligesindede og drager paralleller til hinanden. Så kan jeg jo se, at jeg ikke er alene,” fortæller Martin Nilsson.
Det er ellers længe siden, han vendte hjem fra sin udsendelse. Fra 1993 til 1995 kørte han nødhjælp under krigen på Balkan, og Martin Nilsson oplevede i sagens natur mange forfærdelige scenarier, så da han vendte hjem til Danmark, havde verden forandret sig i så svær en grad, at Martin Nilsson ikke kunne holde ud at være en del af den. Han isolerede sig.

Følelsesmæssige sår

“Jeg har prøvet at blive skudt på, men det har ikke påvirket mig så meget. Jeg var jo sendt derned som nødhjælp, men vi kunne ikke altid hjælpe. Snigskytterne kunne finde på at skyde en gammel dame eller et barn i benet for at lokke os ud, så de kunne skyde os. Da var det ganske enkelt nødvendigt at vende ryggen til dem, vi burde hjælpe. Det har givet følelsesmæssige sår, og det er dem, der er de værste at leve med,” forklarer Martin Nilsson.
Danmark fik en decideret veteranpolitik i 2010, men som hjemvendt soldat i 90'erne blev der ikke taget særligt hånd om Martin Nilssons situation, og derfor levede han med symptomerne på PTSD i mange år.
“Jeg kunne ikke se, at det selvfølgelig ikke var verden, der havde forandret sig. Det var jo mig,” konstaterer han.

Konen hjalp

Det var først, da hans kone Susanne begyndte at pirke i fortidens minder, at Martin Nilsson indså, at alt nok ikke var, som det skulle være. Et besøg hos lægen og en følelse af, at nogen rent faktisk tog Martin Nilssons beskrivelser af sit sind alvorligt blev starten til, at han kunne begynde at bearbejde sig selv.
“Men halvdelen af mit liv, det er gået med at bekæmpe min sygdom. Hvis nogen havde sagt til os dengang, at det kunne have en effekt på os at se sin sidemand blive skudt, så kunne det måske være blevet behandlet i opløbet,” spekulerer veteranen.
Han får det ikke bedre, end han har det lige nu. Men det er altså en erkendende konstatering. For der er gode dage, og der er dårlige dage. På de gode kan han holde til at tage med ud og handle ind blandt mange mennesker. På de dårlige kan han uden varsel forestille sig, at et helt rum er dækket af landminer. Sådan er det. Sådan fungerer Martin Nilssons sind nu. Men erkendelsen er essentiel. Ikke mindst for familien, som nu har tid til at koble helt fra under opholdet i Frydenborglejren, og Martin Nilsson er heller ikke sen til at lovprise initiativet.
“Det er svært at beskrive med ord, hvad det betyder, at der er nogle frivillige, som gør det her for os, for ellers havde vi ikke haft muligheden. Det er med til, at vi kan være sammen,” funderer Martin Nilsson.