Børnepasningen hænger ikke sammen i Favrskov
Det er mest Hammel og Hadsten, der har flere pasningspladser, end der er brug for
Konsekvenserne af, at børnetallene i Favrskov rasler ned i forhold til tidligere og til prognoserne, er ved at tage form.
I aldersgruppen 0-2 år er antal overskydende pladser i år på 37, men forventes i 2016 at være steget til 89.
Der er flertal i Byrådet for, at tilpasningen foregår ved at ansætte eller afskedige dagplejere. I øjeblikket bliver 79 % i aldersgruppen passet i dagplejen.
Fra Bjarne Andersen (SF) kom der et ønske om mere valgfrihed mellem vuggestuer og dagplejen, men det vandt ikke genklang.
Tre institutioner skal lukkes
I børnehavealderen 3-6 år er der134 overskydende pladser i år. Det forventes at vokse til 422 i 2018.
Derfor opererer man med at nedlægge tre børnehaver, nemlig to i Hadsten og en i Hammel-området.
Da pengene følger barnet samtidig med, at institutionerne får et mindstebeløb, kan pengene ikke række, hvis ikke der sker noget.
Under behandlingen i børn- og skoleudvalget fik man indføjet, at når man skal vælge, hvilke institutioner, der skal nedlægges, så skal man også se på bygningernes tilstand.
Også forældrebestyrelserne har ifølge udvalgsformanden været med og arbejdet meget konstruktivt med at lave den bedste løsning.
Bygninger, der ikke længere skal bruges til at passe børn i, skal sælges, men: ”ikke til hvem som helst,” lyder det fra udvalgsformand Isabell Friis Madsen (S). Også Peder Meyhoff (ENH) mente, at man skal passe på med at sælge og rive ned: ”Jeg håber da, vi får brug for dem igen,”