Fra hævngerrig til havfrue
Skuespiller Bjørg Gamst går direkte fra rollen som blodtørstige Lizzie til Disneys søde, lille havfrue, Ariel
For kort tid siden stod hun på scenen i den blodige, hårde rock-musical, Lizzie. Men fra næste uge er hun på scenen som Disney-prinsessen Ariel.
Bjørg Gamst glæder sig. Dels over arbejdet med Lizzie. Og dels til at stå på scenen som Den Lille Havfrue.
Hun er såkaldt alternerende i rollen. Det betyder, at hun skal have hovedrollen i hver fjerde forestilling. De tre andre gange er det Kristine Yde, der lægger krop til havfruen.
“Jeg er konkurrencemenneske. Så selvfølgelig ville jeg gerne have været den, der skulle spille rollen flest gange. Jeg vil i det hele taget gerne spille alle hovedroller. Altid,” siger Bjørg Gamst med et smil, der viser, at hun trods alt sagtens kan leve med at være alternerende.
“Kristine og jeg samarbejder meget om at udvikle Ariel-rollen. Men det er klart, at hun får klart mest gulv-tid under prøverne, mens jeg må gøre de fleste forberedelser derhjemme. For eksempel øver jeg sangene langt mere derhjemme, end jeg ellers ville. For under prøverne får jeg kun ét eller to skud,” siger Bjørg Gamst.
Kød på
I rollen som Lizzie var hun en blodtørstig, hævnende, økse-svingende ung kvinde, der uden fortrydelse skaffer sig af med sin far og stedmor. Teaterblod og -tarme fløj ud over de forreste publikummer.
I rollen som Ariel er det helt andre værdier, der skal udtrykkes.
“Men selvom der er stor forskel, kan man som skuespiller godt bruge elementer fra den ene rolle i den anden. Faktisk er prinsesse-rollerne nogle gange sværere at spille end rollerne med kød på. Det kan være svært at gøre prinsesserne ægte, fordi de er så pæne. Men så kan man trække på nogle af de følelser, man har berørt med andre roller. Det sker helt ubevidst,” siger Bjørg Gamst.
Hun suger indtryk og følelser til sig fra alle roller, hun spiller. Og dermed bliver “paletten” også større. Og det er vigtigt for skuespillet og indlevelsen på scenen.
“Uanset om der er tale om en prinsesse-rolle eller en rolle som Lizzie, skal spillet og sangen komme fra et ærligt sted. Man skal føle sin rolle. Det værste i verden er en musical-performer, der står på scenen og tænker på at ramme tonen rent. Sangen og spillet skal komme naturligt. Og for at finde den ærlighed, så man kan være sin rolle i stedet for at spille den, kan man trække på nogle af de ting, man har lært gennem andre roller,” siger hun.
Fra arrig til Ariel
Disneys lille havfrue-figur, Ariel, er blandt selskabets mest kendte og elskede. Tegnefilms-nørder fremhæver filmen om hende som en af Disneys bedste på denne side af 1980.
Så det er en tung arv, Bjørg Gamst skal løfte.
“Jeg er vildt taknemmelig for den udfordring. Og jeg er vildt taknemmelig for at få lov at spille to så forskellige roller lige efter hinanden. Det er virkelig en gave,” siger hun.