Fortsæt til indhold

Lukket teaterfest åbner nu dørene

Teaterbiennalen Danish+ uddeler i år gratis billetter til tre forestillinger

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

En samling af landets bedste forestillinger henvendt børn og unge, bliver nu delvist åbnet for et helt almindeligt publikum.
Tidligere har det kun været branchefolk i teaterverdenen, der har været indbudt til teaterbiennalen Danish+'s udvalgte danske teaterstykker i engelske versioner.
Men Danish+ uddeler i år gratis billetter til tre forestillinger.
Niels Andersen, der er producent på Danish+, har set frem til, at det kunne lade sig gøre.
"Vi vil gerne dele forestillingerne med et lokalt publikum," siger han.
"Det har vi altid gerne villet, men det har ikke været muligt de tidligere år. I år har vi pladsen og de rette forestillinger til det," siger Niels Andersen.
Til tre forestillinger dels i den store sal på Bora Bora på Brobjergskolen og dels på Godsbanens Åbne Scene er der mulighed for at se engelsksprogede, danske produktioner.
"De sale har plads til 200 publikummer og med 80 delegerede, så er der stadig stole til flere gæster," siger Niels Andersen, der fra 1995 til 2010 var leder af teatret Svalegangen.
Producenten mener, at det bliver en bedre teateroplevelse både for publikum og for de optrædende, at der kommer ekstra publikum på.
"Alle får en bedre oplevelse, når man spiller for en fuld sal, i stedet for en halv fuld sal."
Han understreger dog, at Danish+ først og fremmest er for de professionelle.
"Vi er sat i verden for at præsentere udenlandske opkøbere for danske forestillinger. Men når nu muligheden er der for at åbne op for flere tilskuere, så er det kun glædeligt."
"Folk har tidligere givet udtryk for at det var ærgerligt at det var en lukket fest. Derfor er vi glade for at kunne præsentere det her tiltag. Aarhus Kommune har jo også støttet os økonomisk gennem alle årene, og det er også en måde at betale tilbage til borgerne i Aarhus på," siger Niels Andersen.

Tager turen fra Sydkorea

I alt gæstes Danish+ i år af 80 opkøbere fra både Brasilien, USA, Canada, Sydkorea og en lang række europæiske lande.
Selvom forestillingerne er børne- og ungdomsforestillinger, kan mange af dem sagtens ses af vokses også, forklarer Niels Andersen.
"Det er det unikke ved de danske forestillinger, at de kan ses af så stort et spænd af aldersgrupper. Det er også en af grundene til, at de danske forestillinger er så eftertragtede i udlandet," siger Niels Andersen og tilføjer, at efterspørgslen er så stor, at det svarer til, at der hver eneste dag året rundt spiller to danske børne- og ungdomsforestillinger et sted i udlandet.
Næste udgave af Danish+ finder sted i 2016, og her er det meget sandsynligt, at der igen vil være forestillinger, der er åbne for alle.
"Det er lidt en test, og måske får vi blod på tanden. Jeg kan bestemt ikke afvise, at det kan blive en festival både for aarhusianerne og for branchen. Det er i hvert fald noget, vi har for øje, når vi planlægger 2016-udgaven," siger Niels Andersen.
Danish + har i år flere interaktive forestillinger med.
"Mange forestillinger aktiverer publikum. Det er en tendens, vi i Danmark er nogle år foran med, og derfor er de udenlandske opkøbere meget interesseret i at se, hvad vi præsenterer," siger producenten.

"Hunger" af Teatret Møllen. Foto: Søren Godtkjær.