Fortsæt til indhold

Demonstration for Irenes kamp

Tirsdag 1. juli om eftermiddagen var en flok mennesker samlet foran Jobcenter Skanderborg for at vise deres støtte til Irene Justenborg

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Irene Justenborg sultestrejker stadigvæk for at få en bedre behandling af sin kontanthjælpssag. Det har hun gjort siden mandag 23. juni.
Tirsdag 1. juni var en flok mennesker så samlet til en demostration foran Jobcenter Skanderborg i Hørning for at vise deres støtte til Irene Justenborg og forsøge at få Jobcentrets opmærksomhed. Det var flere forskellige personer, der stod bag tirsdagens demostration.
Blandt andet Enhedslisten i Aarhus samt facebookgruppen "Syg i Øst og Region Midt Jylland", som administreres af Henrik Plambek.
"Vi gør det for at bakke op om Irenes sag, som er så utrolig urimelig, men det er også for at sætte fokus på den lovgivning om gensidig forsørgerpligt, der sender mange ud af deres dagpenge og gør dem hjemløse," fortæller Hans Jørgen Vad, som er medlem af Enhedslistens lokalafdeling i Aarhus.

Fortsætter sultestrejke

Irene Justenborg var selvfølgelig også selv til stede under demostrationen.
"Det er dejligt at vide, at så mange støtter op om min sag, men jeg håber også, at det kan hjælpe alle de andre, der er fanget i den samme situation," fortæller hun.
Onsdag 2. juli starter Irene Justenborg i aktivering i Skanderborg, men hun fortsætter med at sultestrejke, indtil hun føler, at hun har fået den rigtige behandling.
"Lige nu har socialjurist Mette Heap taget min sag, og så håber jeg, at hun kan få en ordentlig dialog med jobcentret," fortæller hun.
Indtil videre bliver hun boende i sit telt foran Jobcenter Skanderborg i Hørning, og så tager hun bussen til Skanderborg for at deltage i aktivering.
"Jeg har jo fået 2.000 kroner i akuthjælp, så de penge må gå til busbilletter."

Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten håber, at Irenes sag og demonstrationen sætter fokus på konsekvenserne ved loven om gensidig forsørgerpligt. Foto: Jonas Wrede Hansen.

Forsætter torsdag

Hans Jørgen Vad har et klart håb om, hvilken effekt demostrationen skal have.
"Det, der sådan er vores idé med det her, er, at der skal blive ved med at fastholde fokus på det. Det er som om, at systemet ønsker, at det her skal blive glemt," fortæller han.
Torsdag 3. juli klokken 16 vil der igen være en demostration foran Jobcenter Skanderborg.
Og her håber både Henrik Plambek fra facebookgruppen "Syg i Øst og Region Midt Jylland" og Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten i Aarhus, at endnu flere mennesker vil møde op og skabe et større fokus på Irene Justenborgs sag og konsekvenserne af loven om gensidig forsørgerpligt.

Med plakater viste demonstranterne deres budskaber. Foto: Jonas Wrede Hansen.