Fortsæt til indhold

Lege som på oldemors tid

Landsdækkende projekt besøger Himmelbjerget, hvor der skal leges igennem

Samfund
Af Erland Rasmussen

Hvis dine børn nedstirrer dig i ferien, fordi de keder sig og ikke kan finde på noget at lege, så var det måske værd at køre en tur forbi Himmelbjerget tirsdag 15. juli.
Her kommer det landsdækkende projekt med navnet Byens Leg nemlig forbi for at genopdage legen som en fælles fysisk aktivitet for hele familien, hvor både børn, forældre og bedsteforældre inviteres til at lege med.
Og Byens Leg kommer med legebilen fuld af alverdens spil og redskaber, som de bringer i aktivitet med hjælp fra Event Support i Ry i skikkelse af lege fra da oldemor var dreng.
Historiske spil og lege vil være i centrum. Man kan således blandt andet hygge sig med at spille prikkebord som kong Christian 4. eller Randers-kegler som Jeppe på Bjerget.
Byens Leg kommer til Himmelbjerget i forbindelse med Visit-Skanderborgs tirsdags-Himmelhop.
Byens Leg-projektet er støttet med 4,9 mio. kroner fra Nordea-fonden, og målet er gennem leg at skabe glæde og bevægelse.
Alle aktiviteter tilpasses deltagernes alder og niveau, så alle fra 3 år og opefter kan lege med. Lege og spil er åbent fra kl. 12 til 17. Himmelhop-aktiviteterne finder sted fra klokken 14 til 15 på græsplænerne, og det er gratis at deltage.