Fortsæt til indhold

Danmarksmester ejer 10 forskellige slags grill

Henrik Månsson fra Skævinge var med på firmandshold, der vandt danmarksmesterskaberne i grill

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Der er ikke en branket pølse eller en overstegt kotelet, der ligger på grillen hjemme hos Henrik Månsson i Skævinge.

Han er grillentusiast med stort G og ejer ikke bare en, men syv forskellige webergrill og tre grill af andre mærker.

"Det bed om sig for nogle år siden, da jeg købte en webergrill og fandt ud af, at jeg ikke havde plads nok på den, når jeg havde gæster. Så købte jeg en mere, og nu har jeg altså 10 forskellige grill," fortæller han.

For Henrik Månsson, som i sit daglige arbejde er it-konsulent, er det at grille både en leg og en passion.

"Det handler både om smag og om passionen for at lave noget andet end bare grillpølser. Jeg begyndte at kigge nærmere på det amerikanske køkken med briskets (amerikansk oksespidsbryst, red.), spareribs og så videre, og jeg begyndte at eksperimentere og bruge tre-fire timer på at lave ribs og barbecuesovs. Der kan også komme en "baconeksplosion" på bordet eller svinemørbrad pakket ind i oksekød og bacon," siger Henrik Månsson, hvis to døtre på syv og ti år har spurgt farmand, om "de nu skulle have bacon igen?".

Nummer 1 til DM

Interessen for at grille nåede sig hidtidige højdepunkt for et par uger siden, da skævingeborgeren sammen med et hold på tre andre kom øverst på skamlen til danmarksmesterskaberne i grill.

Her dystede 21 danske og tre internationale hold mod i hinanden i 10 kategorier. Ud af de 10 kategorier er der fem såkaldte "kongekategorier" med både grillning af fisk, kylling, brisket, spareribs og pulled pork. Her lykkedes det Henrik Månsson og holdet at indtage førstepladsen med de bedste præstationer i grillningen af briskets og pulled pork.

"Da resultatet i de første seks kategorier ikke gav nogen podieplads, mistede vi lidt håbet. Men så fik vi de to førstepladser, og så kunne vi godt se, hvor det bar hen. Alligevel blev vi meget overraskede og råbte og skreg og røg om halsen på hinanden. Vi havde slet ikke regnet med en førsteplads, så det var meget overvældende," fortæller han.

En burger som den ser ud, når Mad Chefs BBQ serverer den.

Mad Chefs

Holdet, som ud over Henrik Månsson består af Eddy René van Bragt fra Greve, Torben Krogh Johansen fra København og Peter Krogh fra Ishøj, kalder sig Mad Chefs BBQ. De havde trænet i et halvt år inden konkurrencen, både hver for sig og samlet en gang om måneden.

"Vi har trænet og trænet i seks måneder, og det var bare så fantastisk at være med, både sjovt og hårdt," siger han.

Præmien var blandt andet en billet til en konkurrence i Las Vegas, men om holdet vil tage derover og dyste, afhænger af, om de kan skaffe sponsorerer til at betale for rejse og hotelophold. Og så er der også udgifterne til at fragte grilludstyret med.

"Det kunne være meget spændende at være med, men nu må vi se. I hvert fald håber vi, at vi på et tidspunkt får mulighed for at stille til en konkurrence i udlandet - måske til Europamesterskaberne.

På madchefsbbq.dk kan man læse mere om holdet og finde et par af deres opskrifter, som man selv kan forsøge sig med hjemme på grillen.

Holdet måtte en tur på podiet som vindere af DM - til deres store begejstring.