Landmad.dk disker op i gårdhaven og ved fortovet
Landmad.dk har fået egen kok, udeservering og musik
Louise Dolmer, Landmad.dk i Grenaa, har som regel altid nogle nyheder i ærmet. Senest åbnede hun i slutningen af juni udendørs servering, og man kan nu både nyde sin mad indendørs, i gårdhaven bag butikken eller foran bygningen på en plads tæt på byens puls.
Mange turister i byen
“Og jeg skal love for, at der er mange turister i byen - vi er næsten blevet blæst bagud,” smiler Louise Dolmer.
På udvalgte dage er der musik med det lokale band Crumpet, og ind imellem vil man også kunne opleve den lokale sognepræst Peter Danielsen, af Louise Dolmer kaldt Pastor Peter, spille Leonard Cohen-sange.
Endelig har Landmad.dk fået egen kok. Det er Dennis Skriver, der kommer fra en stilling som chefkok gennem 11 år på Lillering Skov. Han har både travlt med at lave mad og har også udvidet Landmad.dk's menukort. De nye retter hedder for eksempel “Bondekonens tærter”, “Husmandens morgenmad” og “Landmandsplatte”, og det fremgår således, at det er god kost fra det danske landkøkken, der er idealet. Det er i øvrigt også Dennis Skrivers opgave at være primusmotor for udviklingen af adskillige lokale lækkerier, men det får vist vente lidt, indtil turiststrømmen har lagt sig, erkender Louise Dolmer.
Til efteråret kommer der igen nye retter på menukortet med simremad, supper og lignende.
Franchise-butikker på vej
Louise Dolmer har endnu en ide på tegnebrættet, nemlig åbningen af franchise-butikker. Ideen er nået et godt stykke, men endnu er der en del at få på plads. Louise Dolmer har til dette projekt fået en forretningsmakker i skikkelse af Alex Lysemose fra Grambogaard Slagteri i Tommerup på Fyn, og manden der introducerede McDonalds i Danmark for 28 år siden, Allan Rasmussen, er også med.
Hvornår den første af de kommende landmad.dk-butikker åbner, er ikke endeligt på plads endnu. Louise Dolmer kan dog fortælle, at det bliver i Horsens.