Ny indehaver af kendt Højbjerg-salon
Salon Fynne i Saralystparken har fået ny ejer og samtidig helt nyt udseende
Siden 1978 har Højbjerg-borgerne været vant til Salon Fynne i Saralystparken i Højbjerg, men nu er der kommet ny indehaver af salonen, og samtidig er den også blevet bygget om.
28-årige Marlene Boye Thomasen har netop overtaget saksen og frisørstolen, og kalder nu salonen for Boye Coiffure.
“De kunder, der tidligere er kommet i salonen, vil nok have svært ved at genkende lokalerne, men alle er mere end velkomne til at kigge forbi,” siger Marlene Boye Thomasen i en mail til Lokalavisen.
Hun har arbejdet i flere saloner i sydbyen siden 2006.
“Det gælder om at sætte kunden i centrum. Den hyggelige, gode atmosfære, som Salon Fynne var kendt for, vil kunderne fortsat kunne finde hos Boye Coiffure.”
Hvis børnene ikke bryder sig om at være ved frisør, kan de se tegnefilm, mens de bliver klippet.