Hundrede kilometer på bare tæer

“Efter nogle ugers træning får fødderne et ekstra slidlag. Ikke hård hud, som kvinder sliber af. Mere sådan mere læderagtig,” siger 23-årige Kristian Skjøtt Eilersen fra Fredericia.
Han er barfodsløber. Altså en løber uden fodtøj. Og han er i gang med sin hidtil største udfordring: At løbe hundrede kilometer hjem fra lejligheden i Århus, hvor han læser erhvervsøkonomi. Af hensyn til distancens udmåling blev målet placeret på Kongebrogården og ikke hjemme hos forældrene i Fredericia.
“Jeg gør det lidt på grund af et væddemål under en bytur. Jeg kan faktisk ikke huske, hvem jeg væddede med. Men jeg har holdt fast i udfordringen alligevel,” siger han.
Han erkender, at projektet er vanvittigt. Alene det at løbe hundrede kilometer kan skræmme de fleste. Men at gøre det i bare tæer er godt gammeldags tosset.
“Mange synes, at jeg må være rablende skør. Men jeg synes ikke selv, at det er helt tosset. Løbestilen ser måske tosset ud, men følelsen er god. Jeg føler mig meget let, når jeg løber i bare fødder,” siger han.

Pincetten er ikke længere nødvendig

Da Kristian Skjøtt Eilersen begyndte på barfodsløb, måtte han ofte sidde med en pincet og pille sten ud af huden efter en løbetur. Det er ikke længere nødvendigt. Det ekstra slidlag af læderhud beskytter så effektivt, at de fleste sten preller af. Og de, der ikke preller af, gør ikke rigtig ondt.
Glasskår er stadig farlige.
“Normalt kan man trække dem ud, og så holder det hurtigt op ked at bløde. Men én gang har jeg gennemført et løb, hvor jeg satte et lille rødt aftryk for hvert skridt,” siger han.