Fortsæt til indhold

Ny rampe ser ud til at have forbedret sikkerheden

Der har ikke været et politiregisteret uheld ved motorvejsrampen til Skanderborg V, siden den i 2013 blev bygget om

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Det ser ud til, at det var en god idé, at motorvejsramperne til Skanderborg V blev bygget om. Der har nemlig ikke været et politiregistreret uheld siden de nye ramper stod færdige i efteråret 2013. Ombygningen har samtidig også haft en stor betydning for trafikafviklingen på stedet.
"Med relativt få midler har vi opnået en stor effekt for trafikanterne – de oplever slet ikke de samme trængselsproblemer efter ombygningen som tidligere. Før kunne vi, når det var rigtig slemt, have tilbagestuvning af trafik helt op på motorvejen, hvilket kan give nogle meget farlige situationer," forklarer Jens Kjærgaard, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Rampekrydset blev i den sidste halvldel af 2013 ændret fra at være et almindeligt vigepligtsregulerede kryds til at være signalregulerede kryds med vejbelysning i begge sider af vejen, og det har haft en god effekt på antallet af ulykker.
I 2011 blev det foregående rampekryds udpeget til at være et farligt sted, da der havde været syv uheld heraf tre personskadeuheld med fire tilskadekomne.
"Efter ombygningen af ramperne har vi ikke haft et eneste politiregistreret uheld," fortæller Jens Kjærgaard, der dog endnu ikke tør sige, at sikkerheden er blevet forbedret. "Det er for tidligt at konkludere på de trafiksikkerhedsmæssige effekter, men alt peger på, at der er sket en forbedring af uheldsbilledet i et stærkt befærdet kryds".
Vejdirektoratet har med midler fra den såkaldte Rådighedspulje ombygget ramperne. Det har i alt kostet 5 milioner kroner.