Fortsæt til indhold

En guide gennem Cykelland

Ny bog skal lokke flere i sadlen og vise ruter ved Silkeborg og Skanderborg

Samfund
Af Erland Rasmussen

Det kuperede landskab omkring Skanderborg, Ry og Silkeborg er guf for folk, der holder af en cykeltur i den friske natur.
Sådan konstaterer TurismeSilkeborg og VisitSkanderborg, der er gået sammen om at udgive guidebogen med titlen 12 skønne cykelture i Søhøjlandet.
Formålet med den lille cykelbog er at lokke endnu flere i sadlen og sikre, at både borgere og gæster finder vej til de bedste oplevelser. Og lige nu er der fokus på cykelturisme.
Cykelbogen er forsynet med detaljerede kort, og der er små fortællinger om det, man kommer forbi. De fleste af turene egner sig til en dagsudflugt, og man får tips til attraktioner, udflugtsmål og naturområder.
12 skønne cykelture i Søhøjlandet er på 32 sider, og den koster 50 kroner i vejledende udsalgspris. Cykelbogen kan købes på turistbureauerne i Ry og Silkeborg samt på en række overnatningssteder og attraktioner i Søhøjlandet, oplyser VisitSkanderborg.