Pas på flammen, når ukrudtet skal brændes
Brandvæsen maner til forsigtighed
Sommer er lig med ukrudt, der pibler op af jorden og mellem fliserne på terrassen. Mange danskere bruger ukrudtsbrændere til at bekæmpe ukrudtet, men åben ild og en tør have kan være en risikabel cocktail.
Omkring 200 brande opstår hvert år ifølge Beredskabsstyrelsen på grund af ukrudtsbrændere, men det reelle tal er formentlig højere, fordi folk selv får slukket branden, inden det bliver nødvendigt at tilkalde brandvæsnet.
”De fleste brande forårsaget af en ukrudtsbrænder opstår i tørre blade eller kviste, der er blevet antændt, uden man har opdaget det, og når det får lov at ligge og ulme, blusser det pludseligt op, når man er gået videre”, siger Bendt Trustrup, der er brandchef hos Falck.
Men ukrudtsbrænderen kan også være brandårsagen i andre sammenhænge. Så sent som 3. juli måtte Brand & Redning Skanderborg rykke ud med det helt store udstyr, da man fik en melding om en brand hos en virksomhed. Branden var startet, da der skulle brændes ukrudt langs væggen på en bygning. Her fik ilden fra ukrudtsbrænderen fat i nogle træplader på bygningen, som efterfølgende brød i brand.
Hos Brand & Redning Skanderborg oplyser beredskabsinspektør Dan Jensen, at man oplever at skulle køre til et par brande om året antændt af ukrudtsbrænder.
Men beredskabsinspektør Dan Jensen ligger på linje med Bendt Trustrup, idet han minder om, at der godt kan være tale om flere små-brande forårsaget af ukrudtsbrændere, som folk selv får slukket uden at alarmere brandvæsenet.
"Det er rigtigt, at mange anvender ukrudtsbrænder, fordi man gerne vil undgå at bruge sprøjtemidler til ukrudtet, og derfor kan der være grund til at gøre folk opmærksomme på, at man skal være agtpågivende, når man bekæmper ukrudt med ukrudtsbrænder," konstaterer Dan Jensen, Brand & Redning Skanderborg.
Dan Jensen henviser til en række gode råd om brugen af ukrudtsbrænderen, som Sikkerheds- og beredskabsstyrelsen har lavet: Den findes på www.brs.dk