Køge er bedst på Sjælland
BYGGESAGER: I en hel stribe sjællandske kommuner må boligejere og virksomheder vente i månedsvis på at få behandlet en byggesag. Kun Køge klarer opgaven hurtigt, viser ny analyse fra Dansk Byggeri.
Dansk Byggeris analyse af sagsbehandlingstiden i landets kommuner, baseret på nye tal fra Energistyrelsen, viser, at der er alt for store forskelle på den tid, de sjællandske kommuner bruger på at sagsbehandle byggeansøgninger - både når det gælder privat byggeri og erhverv.
Mange steder på Sjælland må boligejere og virksomheder ifølge statistikken i gennemsnit vente to måneder eller mere på at få sagsbehandlet deres byggesager. Kun Køge Kommune har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på lidt over en måned.
- Det er ikke i orden, at boligejere og virksomheder, der skal i gang med et byggeprojekt, skal vente flere måneder på at få en tilladelse, mens de, der bor i nabokommunen kan indhente en tilsvarende tilladelse på blot en enkelt måned, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius.
Der findes i dag ingen regler for, hvor længe kommunerne må være om sagsbehandlingen, eller hvor længe, der må gå, før kommunerne går i gang med sagsbehandlingen af en ansøgning.
- Byggesager bliver behandlet meget forskelligt i kommunerne – både hvad angår pris og tidsforbrug. Den ene kommune kan klare en typisk byggesag på et par uger, mens andre parkerer sagen i månedsvis. Det er nærmest umuligt for boligejere og virksomheder at have med at gøre, siger Torben Liborius.
Han er derfor glad for, at der i Folketingets vækstplan lægges op til, at der skal ske ændringer.
- Initiativerne i vækstpakken betyder, at boligejere og virksomheder, der skal i gang med at bygge nyt, kan forvente en mere ensartet sagsbehandling samt en mere gennemsigtig opkrævning af gebyrer. Blandt andet kan man se frem til, at sagsbehandlingstiden sættes ned med en tredjedel med virkning fra 2016, siger Torben Liborius.
pm