Strandpromenaden tager form
Første etape af Aabenraas nye strandpromenade er nu færdig. Byggeriet ligger stille hen over sommeren
Hvis man er i lidt godt humør - og vejret i øvrigt arter sig - så kan man godt få lidt associationer til Barcelona, når man begiver sig ned til Sønderstrand og går på den nyetablerede første etape af Strandpromenaden i Aabenraa.
Anden etape er lige på trapperne, og påbegyndes i midten af september. Det betyder, at der ikke arbejdes på strandpromenaden henover sommeren.
“Vi skal have anden etape i licitation, og faktisk passer det også alle parter godt, at der ikke er for meget byggerod i sommermånederne”, lyder det fra Planchef hos Aabenraa Kommune, Bo Riis Duun.
Strandpromenaden forventes at stå helt færdig ved udgangen af 2014, men der bliver først holdt officiel indvielse i sommeren 2015.
“Det er vores håb, at der er nogle frivillige, der vil hjælpe til med at gøre indvielsen til en fest. Jeg kunne da sagtens forestille mig en beach-festival eller noget, der kunne være med til at få strandpromenaden godt indviet”, siger formand for Vækst- og Udvilking, Philip Tietje.
Liv på stranden
Philip Tietje håber som sagt på et samarbejde med de frivillige ved indvielsen - men det stopper ikke her.
“Jeg håber, at der er nogen, der vil gribe nogle bolde. Kommunen stiller nu fantastiske rammer til rådighed, og så er det vores håb, at nogle har lyst til at medvirke til at fylde dem ud”, slutter udvalgsformanden.
Holder planen
Bo Riis Duun er svært godt tilfreds med forløbet, som det har formet sig.
“Vi holder os til planen - både hvad angår økonomi og tidshorisont”, lyder det. Faktisk bliver Strandpromenaden færdig før, end det oprindeligt var planlagt.
Det kom i stand ved at flytte nogle midler fra et politisk udvalg til et andet. De penge, der var sat af til at komme videre med Multiarenaen blev midlertidigt lånt, så Strandpromenaden kunne bygges færdig. De lånte midler skulle nemlig alligevel ikke anvendes før i det nye år.
Strandpromenade
Etape 1 koster 6 mio.. kr
Etape 2 koster 3 mio. kr
Licitation på etape 2 efter sommerferien
Etape to igangsættes i midten af september
Hele strandpromenaden forventes at stå færdig ved udgangen af 2014