Fortsæt til indhold

Win-win på varmen til Lading og omegn

Fjernvarmeforsyningerne i Hammel, Gjern og Lading er klar til fusion fra 1. maj. Nu mangler der kun de mere officielle godkendelser.

Samfund
Erling Baastrup

Nu skal Favrskov Byråd godkende et større projekt, hvor fjernvarmenettet fra Hammel Fjernvarme udvides, så det også leverer til Lading-Fajstrup og til gartnerierne Knud Jepsen i Foldby og Rosa i Lading.
Projektet er af den slags, at det sætter alle interessenter i en wim-win-situation.

Store reduktioner

For de nuværende forbrugere af varme fra Lading Varmeværk bliver der en klækkelig besparelse. Efter få år, når tilslutningsafgifterne er betalt ind, resulterer det i en prisreduktion på omkring 40 % for dem på fjernvarmen og gasolie, mens reduktionen ligger mellem 16 % og 20 % for dem på jordvarme, elvarme og fastbrændsel.
I Lading-Fajstrup omfatter projektområdet 209 eksisterende fjernvarmekunder samt 55 ejendomme med individuel varmeforsyning, hvoraf 22 i dag forsynes med oliefyr, 11 med elvarme, 3 med varmepumper og 19 med fyr til fast brændsel. Det eksisterende fjernvarmedistributionsnet benyttes i byen, dog skal der etableres nye stikledninger til de ejendomme, der nu har individuelle løsninger.

I 2010 blev ledningsnettet ført til Voldby. Nu skal det fortsætte godt og vel til Lading.

Flere indtægter

Selskabsøkonomiske beregninger viser, at det samlede projekt vil bidrage med et positivt resultat til Hammel Fjernvarmes øvrige drift, vedligeholdelse og administration på 667.837 kr. pr. år, forudsat at de 237 ejendomme (28 individuelt opvarmede samt 209 eksisterende kunder) samt gartnerierne tilslutter sig Hammel Fjernvarme.
Hammel Fjernvarme, som det fusionerede varmeselskab kommer til at hedde, kan levere den nødvendige varmemængde ved øget produktion af affaldsvarme indenfor de nu tilladte affaldsmængder samt ved produktion på den nye biomassekedel.

Også gevinst til miljøet

Energi- og miljømæssige beregninger viser, at der ved gennemførelse af projektet, over 20 år, vil være en samlet udledning på 5.778 tons kuldioxid mod 74.814 tons ved de eksisterende forsyningsanlæg, svarende til en reduktion på godt 92 %.
Efter projektforslagets endelige godkendelse kan etableringen af transmissionsledning og stikledninger påbegyndes. Det forventes, at forbrugerne kan forsynes med fjernvarme ultimo 2014.