Fortsæt til indhold

Nye boliger på vej

Byggefirma har købt den tidligere Asminderød Skole, som skal vige pladsen til fordel for moderne familieboliger

Samfund
Af Marie Gribel Vorum

Fredensborg Kommune får snart et helt nyt boligområde. Byrådet har på sit møde tirsdag den 24. juni valgt at sælge grunden og bygningerne fra den tidligere Asminderød Skole til byggefirmaet Lind & Risør. Firmaet skal dels rive den gamle skole ned og dels bygge moderne boliger på stedet.
”Det er en god dag for borgerne i Fredensborg. Nu kommer den gamle skolegrund til nytte, og vi kan se frem til at få et spændende boligområde i stedet. Dermed bliver Fredensborg endnu mere attraktiv. Jeg glæder mig over Byrådets beslutning og har store forventninger til, at Lind & Risør med firmaets gode renommé vil være i stand til at udvikle området, så vi kan tiltrække nye børnefamilier til Fredensborg”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.
Nu skal kommunen i samarbejde med Lind & Risør udarbejde lokalplan for området samt detaljerede aftaler om udvikling af grunden. Planerne lyder på at omdanne den over 58.000 kvadratmeter store grund til boligområde, og Lind & Risør ønsker at bygge både ejerboliger i form af rækkehuse i to plan og klyngehuse i et plan samt fritliggende villaer. Der er ifølge virksomheden tale om boliger, der vil være attraktive for unge, ældre, familier og singler. Det endelige antal boliger afhænger af lokalplanen.
Byggefirmaet forpligter sig til at have gennemført nedrivningen af den gamle Asminderød Skole senest om ét år, og de skal påbegynde første etape af byggeriet senest to år efter, at en ny lokalplan foreligger – ellers har Fredensborg Kommune ret til at tilbagekøbe ejendommen.
Asminderød Skole har været lukket siden 2007, da den er hårdt ramt af skimmelsvamp.