Fortsæt til indhold

Lokal stjerne har mod på flere film

Uge-Nyt har mødt Liv Brandorf, der medvirker i den kommende film 'Familien Jul'

Samfund
Af Peter Dahlerup

Uge-Nyt Fredensborg kiggede fredag den 4. juli forbi under de sidste Fredensborg-optagelser på filmen 'Familien Jul', som stod i Den Gamle Biograf. Her fik Uge-Nyts udsendte, fotograf Peter Dahlerup, sig en snak med flere af skuespillerne på settet - herunder den nye lokale stjerne Liv Brandorf, som spiller 12-årige Vega i filmen:
Uge-Nyt: Hvordan kom du egentlig i gang med at lave film, Liv?
Liv: ” Jeg har ret tidligt startet med at have interesse for noget med film og kom så til casting på ”Skammerens datter”. Jeg gik videre hele seks gange men fik så ikke rollen. Caster Karin Jagd puttede mig i et kartotek, og så blev jeg en dag opfordret til at gå til casting på ”Familien Jul”, og allerede efter tre gange, så fik jeg rollen.”

Spiller sammen med idol

Uge-Nyt: Liv, er der en, du har set på film, som du godt kunne tænke dig at være – en slags forbillede?
Liv: ”Ja, faktisk er det Sofie Lassen Kahlke, som jeg har set i Anja og Victor-filmene. Jeg synes, hun virkede så sød, og det er hun heldigvis også i virkeligheden, nu hvor jeg spiller med i samme film som hende.”
Uge-Nyt: Hvad nu med skolen Liv. Har du kunnet adskille film og skolearbejde?
Liv: ”Jeg har fået fri fra skole de dage, hvor jeg skulle filme. Jeg har aldrig lavet skolearbejde på settet (red: stedet, hvor optagelsen finder sted) – men min lærer Bodil har et par gange sagt, at jeg skulle følge med i timen, når jeg sad og tænkte på filmen i timerne.”

Vild med filmarbejdet

Uge-Nyt: Det kræver stor tålmodighed at lave film, og spørgsmålet er nu om du er ved at være træt af det, eller om du vil klappe i hænderne og sige ”yes”, hvis du får et nyt tilbud om at spille med i en film?
Liv: ”Det har været rigtig fedt at være med til det hele. I dag er jeg mødt før klokken otte, og nu er den over tre om eftermiddagen, og jeg venter stadig på, at jeg skal over og filmes. Jeg skal helt klart slappe af, når vi er færdige. Men jeg vil også helt klart gerne med i en ny film, for jeg synes, at det er rigtig dejligt.”
Uge-Nyt: Har du altid villet være skuespiller, eller har du også tænkt på en anden form for job?
Liv: ”Jeg har tænkt på at blive læge, men nu er det mest skuespiller, jeg gerne vil være.”
Uge-Nyt: Nu er det her jo en familiefilm men, hvad siger du til at være med i en uhyggelig film?
Liv: ”Det er helt fint. Jeg kan godt lide en engelsk film, der hedder ”Hunger Game” (Dødsspillet på dansk, red.) og den er ret uhyggelig.
Uge-Nyt: Hvad siger kammeraterne til, at du nu snart bliver berømt?
Liv: ”De bakker mig op og er rigtig glade på mine vegne. De synes, det er sjovt, at jeg er med.”
Uge-Nyt: Hvordan er det så at have fået nogle filmsøskende?
Liv: ”Det er ret hyggeligt. Jeg har ingen små søskende derhjemme – kun en storebror. Pelle spiller Hugo i filmen, og så er der Alfred som også hedder Alfred i filmen. Og så er der også nissen Pixy, som spilles af Herman. De to små er ret frække.”

Spændt på det store lærred

Uge-Nyt: Har du set nogle af optagelserne – og er du ikke død spændt på at se dig selv på det store lærred?
Liv: ”Jo – jeg er rigtig spændt. I dag så jeg lidt på en computer. Men det bliver helt klart spændende at se hele filmen i biografen på det rigtig store lærred.”
Christel Hammer, som er presseansvarlig og overværer interviewet, supplerer: ”Det er typisk, at man første gang kun ser på sig selv og hører sin egen stemme. Anden gang lægger man så mest mærke til alle medspillerne, og først tredje gang nyder man selve historien i filmen.”
Uge-Nyt takker Liv for interviewet og overværer derefter optagelsen af nogle scener. Solen stråler fra en skyfri himmel, og assistenter går rundt med paraplyer, for at sminken ikke skal blive varm og løbe. Der udleveres også solcreme, så ingen får solskoldninger. Man skal se ud præcis på samme måde i denne scene, som man så ud i den forrige, som måske er optaget for flere måneder siden.